Vor Frue Kirke (Nyborg Kommune)

Kirken er påbegyndt i den gotiske periode omkring 1375 og afsluttet i 1428. Da den erstattede en ældre, romansk kirke, blev den opført i to etaper fra vest mod øst som en treskibet pseudobasilika. De ægte basilikaer har også flere skibe, hvoraf det midterste har separate, højtsiddende vinduer over sideskibenes tage. I Nyborg er hoved- og sideskibene under samme tag, hvorfor den karakteriseres som pseudo.

I hvert af skibets fag er der et let spidsbuet vindue med murede, spidsbuede sprosser. Mellem vinduerne samt på korets og skibets hjørner er der støttepiller, og øverst på murene er der en faldbuet frise.

Koret er sat af teglsten, der udvendig blev stærkt omsat med tilsvarende sten i krydsskifte ved ombygningen i 1870-1871. Dvs. at teglstenene ligger anderledes i de ommurede dele. Gavlfeltet har en usædvanlig og detaljerig dekoration med to firkløverfrise af formsten, der som gavlfeltets øvrige dele blev udskiftet i 1858, men de afspejler formentlig den oprindelige udsmykning. Herover er der blændinger i form af kors, trappeformet gavl med kamtakker og et såkaldt messeklokkespir. Gavlen har tre vinduer, hvoraf det i midten er i dobbelt højde.

I den sengotiske periode byggede man på nord- og sydsiden af skibets vestlige del tilbygninger, der nærmest kan karakteriseres som tværskibe. De blev dog i 1870-1871 under den store ombygning kortet ned til den nuværende længde på et fag. Disse tilbygninger har vinduer i sidemurene og to i gavlene som skibets og korets. Desuden er taggavlene smykket med højblændinger fra ombygningen.

I 1581 rejste man et tårn ved kirkens vestgavl. Det er af samme bredde som midterskibet, og dets nederste del er i granit, som angivelig er tiloversblevne materialer fra opførelsen af byens fæstning. Tårnets overdel er i tråd med renæssancens arkitekturideal, da den er smykket af en række horisontale dekorationer, der markerer de enkelte etager.

Under arkitekt Vilhelm Tvede ombyggede man kirken i 1870-1871. Nogen ville kalde det en restaurering, men faktum er, at det var en gennemgribende ombygning, hvor store dele af kirken blev ændret og ført tilbage til tidligere – måske, måske ikke eksisterende – idealtilstand.

Hvorom alting er, så er vinduernes sprosser eller stavværk fra denne ombygning, ligesom støttepillerne, den fladbuede gesims øverst på murene samt kamtakkerne. Desuden blev nord- og sydsidens kapeller, der nu har funktion af tværskibe, forkortet og gennemgribende ombygget.

Kirken er i det indre hvidkalket med kalkmalede dekorationer. I det indre adskilles kirkens to byggeetaper tydeligt, da de fire vestligste fag har ottekantede arkadepiller mellem skibene, hovedskibets øverste mure ind mod sideskibene (dette kaldes højskibet) har spidse, tredelte blændingsgrupper og alle hvælvene har ribber, der udgår fra konsolhoveder.

De østligste to og senere fag står i modsætning til dette, da de har rigt profilerede arkadepiller, der fortsætter direkte op i arkaderne, højkirkens vægge har her brede, spidsbuede blændingsfelter og ribbehvælvene er uden konsoller.

Ved pillen i sydsiden af korets 2. fag står der en romansk døbefont af granit. Den har om mundingen et bredt, fremspringende bælte, der er noget omhugget. Døbefont er angiveligt overført fra den nedbrudte, romanske kirke.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den gotiske periode omkring 1425. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen. I værket Danmarks Kirker er det beskrevet som ”det største og bedste fra perioden i det nuværende Danmark.”

Kirken oplyses af fire gamle lysekroner, hvoraf den i nordre tværskib er en såkaldt Marialysekrone fra tiden omkring år 1500. Den er dermed blandt de ældste bevarede i landet.

Prædikestolen er fra 1653. Den er ifølge regnskaberne udført af Odenses billedskærer Anders Mortensen. Den udgør en i hovedtræk homogen helhed og omfatter en kurv i seks fag med relieffer adskilt af svungne søjler. Det ikonografiske program indledes af et sjældent anvendt motiv fra Det Gamle Testamente: Profeten Joel, der prædiker. Derpå følger scener fra Jesu liv og opstandelse: Dåben, forklarelsen på bjerget med forkyndelsen af Jesus som Guds søn, nadveren, opstandelsen og himmelfarten. Indledningsmotivet henviser til Joels prædiken om livsånden, og det anvendes som et forbillede til de følgende motiver, der illustrerer menneskehedens frelse gennem Kristi liv og opstandelse. Opgangen har relieffer af evangelisterne.

I kirken er der desuden ni træfigurer bevaret, som stammer fra et tidligere prægtigt korgitter. Det blev udført af Anders Mortensen i 1655.

Fra en tidligere klassicistisk altertavle fra 1835 stammer fire malerier, der er udført af C. W. Eckersberg. De afbilder Bjergprædikenen, Troen, Håbet og Gudfader.

Som alterprydelse tjener dels et lille alterkors af forgyldt bronze fra 2011, dels et glasmaleri udført på det centrale østvindue fra 2015 – begge af Maja Lisa Engelhardt.

Kirken rummer i alt 47 gravminder fra tidsrummet omkring 1600-1800, heraf 24 epitafier, dvs. mindesmærker, og mindetavler, der er ophængt i sideskibene, tværskibene og tårnrummet. Dertil kommer 23 gravsten, hvoraf hovedparten er samlet i gulvet i nordre tværskib.