Victoria.

.

Australien. Kystlandskab i Victoria.

.

Victoria, VIC, delstat i den sydøstlige del af Australien; 227.600 km2, 5,62 mio. indb. (2011). Den 1800 km lange kystlinje ud mod Bass Strait er overvejende forreven og klippefyldt, men omfatter også mange hvide sandstrande og tre store beskyttede naturhavne. Heraf er Port Phillip Bay den vigtigste med havnebyerne Geelong og hovedstaden Melbourne.

I 1850 blev der fundet store guldforekomster flere steder, og Victoria oplevede en enorm vækst med tilstrømning fra Europa og i et vist omfang Kina. Guldfeberens højdepunkt lå i 1856, og gennem 1850'erne kom en tredjedel af verdens guldproduktion fra Victoria. Der graves fortsat guld, men nu er produktionen nærmere 1‰ af verdensproduktionen.

Victoria leverer i dag nær ved 25% af Australiens landbrugsproduktion og er landets største leverandør af fåre- og lammekød og mejeriprodukter. Endvidere produceres der tømmer fra store plantageområder. Øst for Melbourne ligger Latrobe Valley med et af verdens største brunkulslejer med tilknyttede store elværker. I Gippsland Basin ud for kysten findes olie- og naturgasfelter, der producerer ca. 50% af Australiens samlede forbrug. Den store og alsidige industri omfatter bl.a. bilfabrikker samt fødevare-, tekstil- og papirvareproduktion. Informationsteknologi og telekommunikation er ligeledes en stor og voksende branche.

Vinproduktionen er meget omfattende og er femdoblet på 20 år. Især omkring Murray River og i Yarra Valley findes de internationalt berømte vinhuse. Turisme beskæftiger ca. 10% af statens befolkning og er i stadig vækst. Besøgende kan bl.a. fornøje sig på landets bedste skiløjper og i de udstrakte skove eller grave efter de guldklumper, der stadig er at finde. Victoria har desuden en lang række nationalparker og naturområder.

Historie

Aboriginere har beboet området i ca. 40.000 år. Efter et mislykket kolonisationsforsøg i 1803 tog squatters fra Tasmanien i mangel på græsning til deres får kystlandet i brug fra 1835. Kun sjældent blev aboriginerne betalt for jorden; i 1850 var der 6 mio. får og 76.000 europæere, og i de følgende års guldfeber blev folketallet tredoblet. Victoria fik selvstyre i 1855.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig