Melbourne. Federation Square. Kulturkomplekset er anlagt over stationsarealet ved Flinders St. Station og indviet 2002. Komplekset er designet af Lab Architecture Studio og Bates Smart. Til højre Flinders St. Station.

.

En af Melbournes klassiske W7-class sporvogne, der kører som gratis turistservice (linje 35) på City Circle.

.

Melbourne. Eureka Tower har 91 etager og var ved færdiggørelsen i 2006 verdens 34. højeste bygning. I kort tid var bygningen Australiens højeste.

.

Melbourne, hovedstaden i delstaten Victoria, Australien; 4,2 mio. indb. i storbyområdet (2013). Byen ligger i bunden af den store bugt Port Philip Bay på Australiens sydkyst. Den er efter Sydney landets største by, og de to er landets vigtigste centre for handel og industri. Specielt minedriftsselskaber og finansvæsen findes nu som før stærkt repræsenteret sammen med landets største bilindustri og en hurtigt ekspanderende computerindustri. Med sin ideelle beliggenhed i Australiens befolknings- og produktionsmæssige tyngdepunkt er Melbourne desuden landets vigtigste havneby med eksport af kød, hvede og uld og samtidig det vigtigste jernbaneknudepunkt. Via den store internationale lufthavn, Tullamarine, kommer et stigende antal turister hertil for at opleve byens imponerende udbud af kultur- og sportsbegivenheder.

Faktaboks

Etymologi
Melbourne er opkaldt efter W.L. Melbourne

Parcelhuset er den udbredte boligform, og Melbournes forstæder strækker sig over et enormt areal. Egnen hører til de mest frugtbare landbrugsområder i Australien og rummer også brunkulslejer, som udnyttes til elproduktion.

Byens centrum er i dag en blanding af ældre, smukt ornamenteret arkitektur og moderne skyskrabere, der markerer byens position. Teatre, eksklusive hoteller og det berømte sporvognsnet vidner om den vækstperiode, som fra 1880'erne og fremefter gjorde Melbourne til en metropol. Centrum gennemgik i 1990'erne en større renovering. Flere forretningskvarterer fik forskønnet deres byrum, parker blev forbedret, og havnefronten førtes tilbage til den oprindelige form ved at fjerne dele af et rangerterræn og mange parkeringspladser. Det var også bystyrets ønske at give de centrale forretningskvarterer mere vitalitet ved at etablere flere boliger her.Fra tiden som serviceby for nærliggende guldgraverfelter (i 1850'erne) stammer bl.a. universitet, bibliotek, parlament og hovedpostbygning i monumentalarkitektur. Blandt nyere bygninger kan nævnes Victoria Arts Centre fra 1984 med koncertsal, teaterkompleks og National Gallery of Victoria med en stor samling af både europæisk og australsk kunst.

Byens kosmopolitiske stemning afspejler immigrationen efter 2. Verdenskrig, især italienere, grækere, kinesere, vietnamesere og briter, i alt over 60 nationaliteter, som bl.a. sætter præg på et meget levende restaurationsliv. Hvert efterår afholdes en stor sportsfestival, Moomba, med karneval og parader. Om vinteren er Melbourne Cricket Ground hjemsted for finalen i australsk fodbold, der tiltrækker 100.000 tilskuere og har global tv-dækning. Galopsportens Melbourne Cup er et internationalt tilløbsstykke, mens tennisanlægget Flinders Park om sommeren er vært for Australian Open. Byen var vært for de Olympiske Lege i 1956.

De første rammer for et egentligt bysamfund blev skabt af tilflyttere fra Tasmanien, efter at hvalfangere herfra gennem længere tid havde besøgt stedet. Melbourne blev endeligt grundlagt 1835-37; byen udviklede sig i de følgende år eksplosivt. 1851-54 blev befolkningstallet således tredoblet, da store guldfelter blev opdaget i de nærtliggende områder ved Clunes, Ballarat og Bendigo. I 1880'erne tog byvæksten på ny fart, idet befolkningstallet nåede 1/2 mio., og Melbourne var 1901-27 midlertidig hovedstad i det netop etablerede Commonwealth of Australia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig