Tasmanien

Hovedstaden Hobart blev i 1800-tallet en vigtig hvalfangerhavn med talrige skibsværfter. I dag er byen især et administrativt, handelsmæssigt og turistmæssigt centrum. I nordenden af øen ligger øens anden hovedby Launceston. Resten af øen er tyndt befolket og den største nationalpark omfatter en tredjedel af øen. Den danske dronning Mary er født og opvokset i Tasmanien.

Tasmanien domineres af et centralt bjergplateau, der falder mod sydøst fra en højde af 1000 m. Mod vest og parallelt med kysten strækker sig en mindre bjergkæde. Mellem det centrale plateau og endnu et bjergrigt område i nordøst ligger øens mest frugtbare landbrugsområde, The Midlands, der er præget af et mildt og tempereret klima.

Tasmaniens økonomi er præget af turisme, landbrugsproduktion, skovdrift og fiskefarme. The Apple Isle har en stor æbleproduktion, men her dyrkes også andre tempererede afgrøder som kartofler.

Der er en stor tømmerindustri på øen, som sammen med laksefiskefarme har skabt stor debat på øen. Behovet for arbejdspladser kontrasteres med behovet for naturbevarelse, som i Tasmanien har haft en lang og konfliktfyldt historie. Der er betydelige mineralforekomster af jernmalm og kul, og mindre forekomster af zink, tin, kobber, sølv og guld.

Turismen spiller en betydelig rolle. Tasmanien har fundet en niche i form af øko- og adventure-turisme, der trækker et stigende antal internationale besøgende til øens mange nationalparker og andre naturoplevelser som hval- og sælture. Øen er også australiensberømt for sine velbevarede bygninger fra kolonitiden, og især Port Arthur, der længe fungerede som en straffefangekoloni.

De første mennesker kom til øen for ca. 40.000 år siden. De kom fra det australske fastland, som øen på daværende tidspunkt var landfast med. Men for 12.000 år siden forsvandt landbroen gradvist, da havstanden steg, og Tasmanien blev en ø, hvor folkene udviklede sig i isolation fra det australske fastland. Her har boet mellem 5.000 og 15.000 mennesker, da briterne ankom i 1803.

I 1803 oprettede Storbritannien den første koloni på øen. 1820-1840 mere end tidobledes den europæiske befolkning, dvs. til næsten 60.000, takket være bl.a. de mange tusinder af straffefanger, som briterne sendte hertil. Øen var det sted i Australien, som mindede briterne mest om deres hjemland, og øen var tiltænkt en langt mere central rolle i Australiens udvikling, end det lidt glemte hjørne image øen har i dag. Kolonisternes hensynsløse jagt på landbrugsjord medførte død eller tvangsforflytning for palawaerne, Tasmaniens oprindelige befolkning.

Intet sted i Australien var forsøget på at udrydde den oprindelige befolkning mere systematisk. Da palawaen Truganini døde i 1876 blev hun anset for at være den sidste overlevende, men efterkommere af oprindelige tasmanere og andre oprindelige australiere fra fastlandet har arbejdet målrettet på at genrejse den tasmanske oprindelige kultur. I dag er der henimod 25.000 tasmanere, som betragter sig selv som og anerkendes af deres "community" som oprindelige australiere.

• Australien
• Australiens historie
• Hobart