Usbekistan dækker et område, der i årtusinder har spillet en nøglerolle i Centralasien (se Centralasien (historie)).
Hertil kom de muslimske usbeker omkring 1500 fra deres nomadetilværelse på stepperne mod nord og slog sig ned omkring byerne Bukhara, Samarkand og Khiva, hvor de blandede sig med den fastboende tyrkisksprogede og persiske befolkning. Dette første usbekiske rige blev i slutningen af 1500-tallet opsplittet i khanaterne Bukhara og Khiva, der sammen med khanatet Kokand var blandt de vigtigste magtfaktorer i området indtil Ruslands ekspansion mod syd. Den indledtes i 1865 med en storm på Tasjkent, der af den russiske regering betragtedes som porten til Centralasien. Tasjkent blev i 1867 det administrative centrum for generalguvernementet Turkestan, der omfattede de nordlige dele af Kokandkhanatet samt de sydlige dele af det nuværende Kasakhstan. I 1868-1876 underlagde Rusland sig Samarkand, Bukhara og Khiva, der blev protektorater, samt Kokand, der blev indlemmet i Rusland. Russerne blandede sig ikke meget i de interne forhold i Turkestan. I 1880'erne og 1890'erne blev Den Transkaspiske Jernbane fra Krasnovodsk ført over Samarkand og Tasjkent ind i Ferganadalen, og i 1906 åbnedes jernbanen mellem Tasjkent og Orenburg. Ad jernbanerne transporteredes områdets vigtigste produkt, bomulden, til de russiske væverier.
I 1917 udråbtes Sovjetmagten i Turkestan. Den blev imødegået af de såkaldte basmatji, en antirussisk og antibolsjevikisk guerillabevægelse. I 1924 dannedes Den Usbekiske SSR, hvor tadsjikerne kom til at udgøre et stort mindretal, og sovjetiseringen satte ind med bekæmpelse af muslimske og nationale traditioner og kollektivisering af landbruget.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.