Udstykningsloven, lov fra 1990 om udstykning og anden registrering i matriklen. Loven administreres af Geodatastyrelsen, der fører det elektroniske ejendomsregister (matriklen). Hvert jordareal er i registret betegnet med et matrikelnummer og oplysning om bl.a. arealstørrelse og ejendommens art, fx landbrugsejendom. Til registret hører et digitalt matrikelkort. I matrikelarkivet opbevares bl.a. opmålingsdata til skellene.

Et ajourført ejendomsregister er afgørende for den offentlige administration og for tinglysnings- og ejendomsvurderingssystemet. Dette er baggrunden for, at loven kræver registrering af nye ejendomsgrænser som følge af afståelse, pantsætning eller bortleje for mere end 30 år af en del af en samlet fast ejendom, dvs. ét eller flere matrikelnumre, der hører sammen. Matrikulære forandringer gennemføres almindeligvis som udstykning, arealoverførsel, ejendomsberigtigelse eller sammenlægning.

Matrikulært arbejde, herunder fastlæggelse af skel, må kun udføres af praktiserende landinspektører med beskikkelse. Ejendomsregistreringen forudsætter endvidere, at såvel ændringerne i ejendomsforholdene som den fremtidige anvendelse af ejendommene er lovlige. Skeltvister kan afgøres ved en skelforretning (se skel).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig