USA's vicepræsident er den næsthøjest placerede repræsentant for den udøvende magt i den føderale regering. Vicepræsidenten er fast medlem af det nationale sikkerhedsråd og formelt set også præsident for Senatet. Vicepræsidentens besøg i Senatet er dog sjældne, og sker som regel kun for at bryde dødvandet i tilfælde af stemmelighed i den 100 personer store forsamling.
USA's vicepræsident
Vicepræsidentembedets udvikling
Man siger ofte, at vicepræsidenten blot befinder sig "et hjerteslag fra præsidentembedet", og at vedkommendes vigtigste funktion er at være klar til at overtage ledelsen, hvis præsidenten dør eller bliver ude af stand til at varetage sit embede. Derudover giver USA's forfatning ikke mange formelle beføjelser, men i nyere tid er det blevet stadigt mere almindeligt, at vicepræsidenten fungerer som en nær rådgiver eller partner for præsidenten, og får tildelt konkrete ansvarsområder.
Forfatningens formelle krav til en vicepræsidentkandidat er de samme som for USA's præsident: Vedkommende skal være født i USA, være mindst 35 år gammel og have boet mindst 14 år i landet. I den oprindelige forfatning var det ganske enkelt den kandidat, som fik næstflest stemmer ved et præsidentvalg, der blev vicepræsident.
Liste over amerikanske vicepræsidenter
Embedet som vicepræsident har 17 gange stået tomt i kortere eller længere perioder, og der er derfor enkelte huller i listen. Der har i alt været 49 vicepræsidenter i USA; 15 af disse er senere blevet præsidenter.
Herunder ses de enkelte vicepræsidenter, den periode, de har siddet, samt den præsident, de har siddet for.
Periode | Vicepræsident | Siddende præsident (parti) |
---|---|---|
1789–1797 | John Adams | George Washington (F) |
1797–1801 | Thomas Jefferson | John Adams (F) |
1801–1805 | Aaron Burr | Thomas Jefferson (A) |
1805–1809 | George Clinton | Thomas Jefferson (A) |
1809–1812 | George Clinton | James Madison (A) |
1813–1814 | Elbridge Gerry | James Madison (A) |
1817–1825 | Daniel D. Tompkins | James Monroe (A) |
1825–1829 | John C. Calhoun | John Quincy Adams (A) |
1829–1832 | John C. Calhoun | Andrew Jackson (D) |
1833–1837 | Martin Van Buren | Andrew Jackson (D) |
1837–1841 | Richard Mentor Johnson | Martin Van Buren (D) |
1841 | John Tyler | William Henry Harrison (W) |
1845–1849 | George Mifflin Dallas | James Knox Polk (D) |
1849–1850 | Millard Fillmore | Zachary Taylor (W) |
1853 13 | William Rufus King | Franklin Pierce (D) |
1857–1861 | John C. Breckinridge | James Buchanan (D) |
1861–1865 | Hannibal Hamlin | Abraham Lincoln (R) |
1865 15 | Andrew Johnson | Abraham Lincoln (R) |
1869–1873 | Schuyler Colfax | Ulysses S. Grant (R) |
1873–1875 | Henry Wilson | Ulysses S. Grant (R) |
1877–1881 | William A. Wheeler | Rutherford B. Hayes (R) |
1881 | Chester A. Arthur | James A. Garfield (R) |
1885 | Thomas A. Hendricks | Grover Cleveland (D) |
1889–1893 | Levi P. Morton | Benjamin Harrison (R) |
1893–1897 | Adlai E. Stevenson | Grover Cleveland (D) |
1897–1899 | Garret A. Hobart | William McKinley (R) |
1901 | Theodore Roosevelt | William McKinley (R) |
1905–1909 | Charles W. Fairbanks | Theodore Roosevelt (R) |
1909–1912 | James S. Sherman | William Howard Taft (R) |
1913–1921 | Thomas R. Marshall | Woodrow Wilson (D) |
1921–1923 | Calvin Coolidge | Warren G. Harding (R) |
1925–1929 | Charles G. Dawes | Calvin Coolidge (R) |
1929–1933 | Charles Curtis | Herbert Hoover (R) |
1933–1941 | John Nance Garner | Franklin D. Roosevelt (D) |
1941–1945 | Henry A. Wallace | Franklin D. Roosevelt (D) |
1945 23 | Harry S. Truman | Franklin D. Roosevelt (D) |
1949–1953 | Alben W. Barkley | Harry S. Truman (D) |
1953–1961 | Richard M. Nixon | Dwight D. Eisenhower (R) |
1961–1963 | Lyndon B. Johnson | John F. Kennedy (D) |
1965–1969 | Hubert H. Humphrey | Lyndon B. Johnson (D) |
1969–1973 | Spiro T. Agnew | Richard M. Nixon (R) |
1973–1974 | Gerald R. Ford | Richard M. Nixon (R) |
1974–1977 | Nelson A. Rockefeller | Gerald Ford (R) |
1977–1981 | Walter F. Mondale | Jimmy Carter (D) |
1981–1989 | George Bush | Ronald Reagan (R) |
1989–1993 | Dan Quayle | George Bush (R) |
1993–2001 | Al Gore | Bill Clinton (D) |
2001–2009 | Dick Cheney | George W. Bush (R) |
2009–2017 | Joe Biden | Barack Obama (D) |
2017–2021 | Michael Pence | Donald Trump (R) |
2021– | Kamala Harris | Joe Biden (D) |
Partier
Den 12. forfatningstilføjelse
Da der hurtigt efter forfatningens vedtagelse opstod rivaliserende politiske grupperinger, viste dette sig dog at være uhensigtsmæssigt, eftersom præsidenter risikerede at få deres argeste rival som vicepræsident. Derfor vedtog man i 1804 den 12. forfatningstilføjelse, der overlod det til en præsidentkandidat selv at vælge sin vicepræsidentkandidat. Formelt set vælges vicepræsidenten dog – ligesom præsidenten – på det nationale partikonvent.
Vicepræsidenten som strategisk valg
Præsidentkandidaters valg af running mate tillægges ofte stor betydning som et vidnesbyrd om deres dømmekraft og valgstrategi. Udover at vicepræsidentkandidaten skal være klar til om nødvendigt at overtage præsidentembedet, kan der være tale om særlige hensyn til grupperinger i partiet. Valget kan også være begrundet i håbet om, at det muliggør en sejr i et bestemt segment af vælgere eller en bestemt region eller delstat ved præsidentvalget. For præsidentkandidater uden erfaring i Washington, kan en primær begrundelse også være ønsket om at få råd og hjælp fra et erfarent tidligere medlem af Kongressen eller en person, der af andre årsager er bekendt med den politiske proces i Washington, D.C..
Den 25. forfatningstilføjelse
Mange amerikanske vicepræsidenter er endt som præsidenter – enten ved efterfølgende at stille op til valg, eller fordi den siddende præsident er død i utide. Indtil vedtagelsen af den 25. forfatningstilføjelse i 1967, fik en vicepræsident, der i utide blev præsident, ikke selv nogen vicepræsident. Med den 25. forfatningstilføjelse blev det muligt straks at udpege en ny vicepræsident.
Samtidig skabte tilføjelsen også en procedure, der gør det muligt for vicepræsidenten at overtage præsidentembedet – kortvarigt eller helt frem til næste valg – hvis den siddende præsident ikke selv er i stand til at varetage embedet. Magten kan overdrages frivilligt af præsidenten, hvilket har fundet sted et par gange, hvor præsidenter kortvarigt har været i narkose i forbindelse med operationer.
Der er dog også en mulighed for, at vicepræsidenten sammen med et flertal af kabinettet kan beslutte, at magten skal overdrages, hvis de grundet sygdom eller mentale problemer ikke mener, at præsidenten fortsat kan varetage embedet på forsvarlig vis. Denne bestemmelse har dog endnu aldrig været anvendt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.