Tegning af Trajans Forum. Nederst til højre ses triumfbuen og atrium omgivet af porticus. Til højre ses Trajans Markeder og øverst i venstre hjørne ses Basilica Ulpia, de to biblioteker, Trajansøjlen og templet for Trajan.

.

Trajans Forum er det største og yngste af de fem antikke kejserfora i Rom. Det ligger nord for Forum Romanum og ved siden af Augustus' Forum, og det blev anlagt 109-113 e.v.t. og finansieret af det righoldige krigsbytte, som kejser Trajan havde taget fra dakerne, et folk i det nuværende Rumænien. Arkitekten på projektet var den syrisk-græske byplanlægger og arkitekt Apollodoros fra Damaskus, en af de få navngivne bygmestre fra antikken.

Trajans Forum har dækket et betydeligt større område, end man kan se i dag, idet det har strakt sig nordpå til Via del Corso og endvidere har det dækket en væsentlig del af det område, hvor Piazza Venezia og Vittorio Emanuelle 2.-monumentet og en del af Via dei Fori Imperiali i dag ligger.

Trajans Forum har primært omfattet Trajans Markeder, en halvcirkelformet exedra, der var et stort indkøbscenter, samt Trajansøjlen og basilikaen Basilica Ulpia.

Forummet havde et stort atrium, der var 116 m langt og 95 m bredt og belagt med fliser og omgivet af en porticus. Ved indgangen ind mod Augustus' Forum stod Trajans triumfbue, og midt på atrium stod en stor rytterstatue i forgyldt bronze af kejseren, der støder sin lanse i en faldende daker. Rytterstatuen har været omgivet af mere beskedne statuer af berømte mænd, der enten med sværdet eller med det talte ord havde tjent kejserdømmet.

Trajans Markeder

Trajans Markeder. (Foto Steen Fastholm)

.

Øst for den store porticus lå Trajans Markeder, der i fem etager var bygget op ad Quirinalhøjens skrænt og bl.a. rummede ca. 200 tabernaer.

I niveau med torvet lå en afdeling af den offentlige kornuddeling. I stueetagen har man sikkert solgt frugt og blomster. På 1. etage, hvis facade bestod af en loggia af mægtige arkader, har man i de lange hvælvede haller haft oplagringsrum for vin og olivenolie, og på 2. og 3. etage har man formentlig handlet med varer fra den fjerne orient, især krydderier og peber. Hele 4. etage har været indrettet som et pragtrum, hvor penge- og fourageuddelerne kan have holdt til, og hvor kejserens hjælpekontorer fandtes. På 5. etage lå fiskemarkedet, hvortil der hver dag blev leveret levende fisk til de store ferskvands- og havvandsbassiner. Disse bassiner var dels forbundet ved kanaler med ferskvandsakvadukterne, dels blev havvandet hentet ude fra Ostia.

Trajans Markeder er i dag indrettet som museum.

Basilica Ulpia

Det udgravede midterskib på Basilica Ulpia. I baggrunden Trajansøjlen.

.

I den nordlige ende af Trajans Forum lå Basilica Ulpia, som er opkaldt efter Trajans slægtsnavn, Ulpius.

Basilikaen, der betragtes som den største kendte basilika fra antikken, har ligget tværstillet i forhold til det øvrige forum. Den var 159 m lang og 55 m bred og bestod af et 25 m bredt midterskib og har haft fire sideskibe. Kun midterskibet er udgravet i dag. Dets indre var delt af fire kolonnader med i alt 96 søjler i granit og Gioalo Antico, det gule marmor, der blev hentet i Nordafrika. Gulvet var belagt med Luni-marmor, mens taget var dækket af forgyldt bronze.

Basilikaen var omgivet af en porticus med skulpturer mellem søjlerne, og uden på facaden over søjlerne var der en frise, hvor følgende inskription blev gentaget flere gange: "Opført for krigsbyttet – røvet fra Decabalus, dakernes anfører." Bag basilikaen mod nord lå de to biblioteker. Det ene var det græske bibliotek med græske håndskrifter, det andet var det latinske, der også indeholdt de kejserlige arkiver. Nord for bibliotekerne lå templet for den guddommeliggjorte Trajan.

Trajansøjlen

Trajansøjlen.

.

Mellem de to biblioteker var der et firkantet område på 24 x 6 m, og her rejstes i midten den 38 m høje Trajansøjle, der stadig står relativt uskadt. Den blev rejst til forherligelse af Trajans sejrrige felttog mod dakerne, men skulle også tjene som gravmæle for kejseren og hans hustru Plotina, hvis guldurner blev indsat i et lille rum i den våbenprydede sokkel.

Søjlen består af 17 tilhuggede marmorblokke, der er 3,70 m i diameter, og et langt reliefbånd, der er 1,27 m bredt, slynger sig i 23 vindinger rundt om det lange søjleskaft og fortæller om de blodige kampe mod dakerne i 155 scener med i alt ca. 2500 udhuggede figurer, der tiltager i størrelse opefter af hensyn til tilskueren. Søjlens relieffer afbilder bl.a. romersk militær udrustning og viser etnografiske deltaljer om både de dakiske fjender og de mere eksotiske romerske hjælpetropper, lige fra de højt specialiserede bueskytter fra Palmyra til de køllesvingende halvnøgne germanere. En vindeltrappe på 185 trin indvendig i søjlen fører op til den firkantede plade foroven på søjlen. Trappen er oplyst af 43 små vinduer, der er tildannet således, at de ikke kan ses udefra.

Øverst på søjlen stod oprindelig en bronzeørn med udbredte vinger, men efter Trajans død i august 117 e.v.t. blev ørnen skiftet ud med en statue af kejseren i forgyldt bronze. Den blev imidlertid i 1587 erstattet af en bronzestatue af apostlen Peter, der bærer nøglerne til Himmerigets port.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig