Quirinalhøjen

Quirinalhøjen, den nordligste af Roms høje. Den var beboet allerede fra jernalderen, og i antikken lå her flere gamle helligdomme, bl.a. for Quirinus; endvidere rejste kejser Caracalla her et tempel for Serapis. Under kejser Konstantin opførtes et termeanlæg. I antikken og op gennem middelalderen var højen beboelsesområde for rige romere.

Piazza del Quirinale omgives på tre sider af store bygninger. Palazzo del Quirinale blev påbegyndt i 1574 som pavelig sommerresidens og havde bl.a. Domenico Fontana, Carlo Maderno og Bernini som arkitekter, før det stod færdigt ca. 1740. Det var kongelig residens 1870-1946, derefter bolig for Italiens præsident. Palazzo della Consulta opførtes 1732-34 i barok af Ferdinando Fuga. På pladsen står en obelisk fra Augustus' mausoleum (rejst 1787), omgivet af kolossalskulpturer af dioskurerne (ca. 200 e.Kr.), opstillet i 1588.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig