Der var travlhed op til ferien på charterselskabet Tjæreborg Rejsers kontor i Tjæreborg i 1965. I 1950’erne var sognepræst Eilif Krogager begyndt at arrangere busrejser for den lokale befolkning. Det udviklede sig til et stort rejsebureau og fra 1962 også med egne fly i Sterling Airways. Efter årtiers dristig ekspansion under Tjæreborgpræstens uortodokse ledelse blev rejseselskabet i 1989 opkøbt af hovedkonkurrenten, Spies Rejser.

.

Tjæreborg Rejser var et dansk charterrejseselskab, der blev stiftet som Nordisk Bustrafik i 1950 af daværende sognepræst i Sneum-Tjæreborg, Eilif Krogager, og nedlagt som selvstændigt selskab i 2009.

Historie

Den første rejse var en tur i to busser til Spanien for folk fra egnen. Fra midten af 1950'erne kunne Krogager tilbyde busrejser til Italien, Spanien, Rivieraen, Østrig, Paris og Rhinen, fra 1959 også flyrejser.

Tjæreborg Rejser voksede, og på sit højeste havde selskabet eget flyselskab, Sterling Airways, flykøkken, hoteller, busser og forsikringsselskab. I 1970'erne valgte mere end 2 millioner danskere, nordmænd, svenskere, finner, tyskere og englændere at rejse på ferie med Tjæreborg.

Tjæreborg sælges til Spies

En aftagende konjunktur for rejsebranchen medvirkede til, at Sterling Airways blev afhændet i 1986, og den øvrige virksomhed blev i 1989 solgt til Spies Rejser. I 1996 blev Spies/Tjæreborg købt af det engelske Airtours plc/Scandinavian Leisure Group (SLG), og året efter blev der igen etableret et hovedkontor i Tjæreborg.

Det blev nedlagt i 2007, da Tjæreborg og Spies blev en del af tyske Thomas Cook Group plc. I 2009 åbnede Tjæreborg/MyTravel kontor i Esbjerg, men samme år ophørte Tjæreborg med at eksistere, og Tjæreborg Rejser og Spies Rejser blev lagt sammen under navnet Spies, som i dag indgår i Nordic Leisure Travel Group.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig