Sterling Airlines A/S

Sterling Airlines var på et tidspunkt et af verdens største charterselskaber. Her et af selskabets Boeing 727-200 Advanced i lufthavnen Tenerife Nord. Dette fly havde en forhøjet startvægt og kunne tilbagelægge strækningen fra Skandinavien til De Kanariske Øer nonstop.

.

Artikelstart

Sterling Airlines A/S, tidligere dansk luftfartsselskab, stiftet som Sterling Airways A/S i 1962 af Eilif Krogager. Selskabet indgik i Krogagers rejsebureau Tjæreborg Rejser. Med tidlig satsning på jetfly blev selskabet i en periode verdens største charterflyselskab. Som led i afståelsen af sin koncern frasolgte Krogager i 1987 selskabet til en ejerkreds bestående primært af selskabets piloter. I 1993 gik det konkurs; på resterne af selskabet opbyggedes i 1994 Sterling European Kommanditaktieselskab, fra 1996 med den norske koncern Fred Olsen & Co. som kontrollerende ejer.

Selskabets navne gennem tiden
1962-93 Sterling Airways
1994-2005 Sterling European Airlines
2005-08 Sterling Airlines

Fra 2000 ændrede selskabet sig fra charterselskab til ruteselskab og samtidig — som det første i Skandinavien — indførtes discountpriser i ruteflyvningen. De først etablerede ruter gik mellem Stockholm og København til destinationer i Sydeuropa. I 2002 åbnedes lavprisruteflyvning mellem Oslo og København. I 2005 blev selskabet for 400 mio. kr. købt af den islandske investeringsforening Fons Eignarhaldsfelag hf og fusioneret med Maersk Air under navnet Sterling. I en knap etårig periode i 2006 var Sterling ejet af en anden islandsk investeringsforening, FL Group. Ved Fons' tilbagekøb indgik Sterling i det nystiftede Northern Travel Holding. I oktober 2008 gik Sterling Airlines A/S igen konkurs. På dette tidspunkt havde selskabet ca. 30 fly og ca. 1100 ansatte.

Efter konkursen i 2008 opkøbte Cimber Air en del af Sterling Airlines og ændrede navn til Cimber Sterling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig