Tibur er det antikke navn på den italienske by Tivoli ca. 30 km øst for Roms centrum. Sammen med bl.a. Tusculum og Ardea indgik Tibur fra ca. 500 f.v.t. i Det Latinske Forbund med Alba Longa og Lavinium som religiøse centre. Fra Tibur har man fundet nogle af de ældste indskrifter på latin; de lader til at stamme fra 600-tallet eller 500-tallet f.v.t.

Monumenter og andre levn fra Tibur

I den nuværende by ses mange levn fra romertiden, bl.a. helligdommen for Hercules Victor, den romerske udgave af den mytologiske helt Herakles. Dette ca. 120 meter x 180 meter store anlæg fra det 1.århundrede f.v.t. ligger på terrasser, understøttet af hvælvede understrukturer. Der er også et kultsted for måne- og fødselsgudinden Diana.

Mod nord ses betydelige rester af to travertintempler, begge fra senrepublikansk tid. Nær Tivoli ligger Hadrians Villa.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig