Mount Cook
Lake Pukaki og Mount Cook på Sydøen.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Sydøen er den største af de to store øer i New Zealand. Den har et areal på 150.437 km2, hvilket både gør den til den største landmasse i New Zealand og til den tolvte største ø i verden.

Faktaboks

Også kendt som
Te Waipounamu, South Island

Sydøen er formet af bjergkæden Southern Alps, der strækker sig ca. 500 km fra Tasman-distriktet, og vestkysten i nord til Otago- og Canterbury-regionerne i syd. New Zealands højeste bjerg, Mount Cook (også kendt som Aroaki), er en del af denne bjergkæde.

Sydøens historie

Gennem arkæologiske undersøgelser er der gjort fund af kultegninger i den centrale del af Sydøen. Tegningerne menes at være ca. 500-800 år gamle og forestiller dyr, mennesker og mystiske skabninger som krybdyr og fugle. De er formentligt tegnet af Māori-befolkningen, som levede i New Zealand før den første europæiske kontakt og senere indvandring.

De første indbyggere på Sydøen kom fra Waitaha-stammen, som i 1500-tallet blev erobret og blandet med Kāti Māmoe-stammen. Kāti Māmoe blev i 1600-tallet erobret og blandet med Kāi Tahu, også kendt som Ngāi Tahu-stammen, som i dag er den mest kendte Māori-stamme på Sydøen. I dag tilhører ca. 74.082 mennesker Ngāi Tahu-stammen. Området, som tilhører denne stamme, kaldes Takiwā og er det største i New Zealand.

Europæisk kontakt og indvandring

Den første europæer, der kom til Sydøen, var den hollandske opdagelsesrejsende Abel Tasman. I 1823 blev den første europæiske bosættelse på Sydøen anlagt ved det sted, hvor den lille kystby Bluff ligger i dag.

Før Waitangitraktaten blev underskrevet i 1840, var det meste jord i New Zealand ejet af Māori-stammer (kaldet Iwi og Hapu), men i perioden 1840-1900 blev maorierne frarøvet deres jorder. I 1870 var næsten hele Sydøen under britisk styre, og i begyndelsen af 1900-tallet gjaldt det også det meste af Nordøen. I 1920 var kun 8 % af New Zealand ejet og styret af maorierne. Den udvikling foregik direkte ved konfiskering af jord af briterne, en jordretslov (The Native Land Court Acts), som blev implementeret i 1862, og en høj jordbeskatning, der gjorde det umuligt for maorierne at betale for deres egen jord.

Geografi

Sydøen er i dag opdelt i 23 kommuner (councils), hvoraf fire er bykommuner (city councils), og 19 er regionskommuner (district councils).

De største og mest centrale byer på øen er Christchurch, Dunedin og Queentown, som alle tre har internationale lufthavne.

Sydøen er en populær turistdestination. Blandt øens mest attraktive og besøgte steder er Fiordland National Park, Abel Tasman National Park, Mount Cook National Park, Queenstown, Kaikoura og Marlborough Sounds.

Oplevelsesturisme som bungeejumping, vandring, kajaksejlads og camping er nogle af de mest populære turistaktiviteter på øen.

Sydøens befolkning

Selv om Sydøen udgør 56 % af New Zealands landareal, huser den kun 23 % af landets 5,1 millioner store befolkning. Sammenlignet med den mere befolkningstætte og multikulturelle befolkning på Nordøen, er befolkningen på Sydøen noget mere etnisk homogen, og øen er tyndere befolket med kun 1.201.300 indbyggere.

I 1911 boede omkring halvdelen (56 %) af den New Zealandske befolkning på Sydøen, men i begyndelsen af 00'erne oversteg Nordøens befolkning Sydøens. Denne befolkningsbevægelse mod nord er fortsat siden.

Størstedelen af Sydøens befolkning er af europæisk afstamning og udgør i dag 84.8 % af den samlede befolkning. 10% er maori, 8,7 % er af asiatisk afstamning, 2,9 % stammer fra Stillehavsøerne, og 1,2 % har mellemøstlig afstamning.

Samlet set er 21,4 % af Sydøens befolkning født i udlandet; heraf er størstedelen af født i hhv. England (22 %) og Australien (8,8 %).

Økonomi

I 1861 blev der fundet guld ved Gabriel's Gully i den centrale del af Otago-regionen. Det førte til en periode med guldfeber, hvor Dunedin blev den rigeste by i landet.

Guldfeberen lokkede tusindvis af kinesiske mænd til New Zealand, primært fra Guangdong-provinsen. Det førte til en betydelig påvirkning af kinesisk kultur i områderne, hvor disse mænd bosatte sig og stiftede familie.

Siden den europæiske indvandring har Sydøen været præget af landbrugs- og fiskeriindustri, der sammen med turisme, minedrift og energi er øens vigtigste indtægtskilder.

Sydøens bidrag til bruttonationalproduktet (det sub-nationale GDP) blev i 2022 anslået til at ligge på 78,94 milliarder NZD, svarende til 21.9 % af New Zealands samlede bruttonationalprodukt. Bruttonationalproduktet per indbygger blev i samme periode anslået til 65.875 NZD.

Sydøens maorinavn, Te Waiponamu

Selv om øen har været kendt som Sydøen mange år, erkendte New Zealands geografistyrelse (the New Zealand Geographic Board) i 2009, at hverken Nordøen eller Sydøen havde officielle navne.

Efter en offentlig høring besluttede styrelsen i 2013 at give Sydøen det officielle navn Te Waipounamu. Navnet betyder "jade-stedet" (på engelsk the place of greenstone) og henviser til, at jade, som er den grønne og eftertragtede sten, der udskæres til smykker og våben, ofte kan findes på Sydøen.

Blandt maorier er øen også kendt som Te Waka a Māui , hvilket betyder "Māuis kano". Ifølge fortællinger om halvguden Māui, eksisterede Sydøen først som Māuis båd, hvorfra han fangede og trak den store fisk, som siges at være Nordøen, op af havet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig