Betjente på motorcykler
Ca. fem betjente på Københavns Politis Station 4 (Station Under Elmene) udgjorde kernen i Svend Staal-gruppen. De udførte deres infiltrationsarbejde under dække af deres lovlige virke som politifolk.
Af /Politimuseet.

Svend Staal-gruppen var en kreds af nationalsocialistiske danske politifolk samt enkelte ikke-politifolk, der i dybeste hemmelighed infiltrerede dansk politi i årene 1943-1945. Gruppen virkede til fordel for tysk politi og Abwehr, den militære efterretningstjeneste.

Modstandsbevægelsen konstaterede først gruppens eksistens i december 1944.

Ildeset fraktion

Gruppen udsprang af faggruppen De National-Socialistiske Politigrupper, der blev etableret i 1941 og havde ca. 80 medlemmer. Den var en kollegialt set isoleret, ildeset fraktion i dansk politi, hvor betjentene i overvejende grad var loyale over for regeringens samarbejdspolitik.

Den gryende modstandsbevægelse blev over én kam opfattet som kommunistisk.

Infiltrations-celle

Politibetjent Poul Otto Ditlev Nielsen, fra Station Under Elmene på Amager, tog initiativet til gruppens anti-illegale arbejde. Han begyndte i ugerne omkring den 29. august 1943, da tyskerne erklærede militær undtagelsestilstand, sammen med en kollega at registrere den politiske indstilling og holdningen til modstandsbekæmpelse hos kollegerne på stationen.

Ditlev Nielsen (med dæknavnet 'Svend Staal') fik samlet en håndfuld af kollegerne, og han præsenterede dem en for en for politiassistent Erik V. Pedersen, chef for Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste (ET). Dermed blev Ditlev Nielsen et redskab for den nazistiske efterretningschef til at infiltrere dansk politi.

Hemmelig operationscentral

Svend Staal-gruppens praksis var at bruge medlemmernes identitet som danske betjente til at få oplysninger fra myndigheder eller enkeltpersoner, der kunne være til nytte for tysk politi eller Abwehr.

En grund til, at gruppen længe forblev uopdaget, var, at den undgik 'publikumskontakt', dvs. deltagelse i razziaer og arrestationer. Efterforskningsresultaterne blev afleveret til Erik V. Pedersen, der fra april 1944 havde kontor i en hemmelig lejlighed i Dahlerupsgade nær Vesterport Station i Københavns centrum.

Efter de daglige kontormøder blev resultaterne sendt videre til tyske politimyndigheder, bl.a. Gestapo.

Kort efter fik Svend Staal-gruppen en dæklejlighed, der var betalt af tysk politi, i Peder Skrams Gade ved Det kongelige Teater. Her havde den operationscentral, indtil et medlem i december 1944 røbede lejligheden og gruppen til modstandsbevægelsen.

Konkrete oplysninger mangler

Svend Staal-gruppen havde i alt ca. 30 medlemmer.

Det er uvist, i hvilket omfang dens virke førte til aktioner mod modstandsgrupper. Kun enkelte skildringer af deltagelse i aktioner kendes. Det meste af aktiviteten henligger i tusmørke, fordi tysk politi destruerede sine arkiver effektivt ved Besættelsens slutning.

Ind i HIPO

Efter den tyske aktion mod dansk politi den 19. september 1944 blev en række af gruppens medlemmer indsat midlertidigt som vagthavende på de københavnske politistationer, der var stort set affolkede.

Da HIPO, det danske 'hjælpepoliti' i tysk tjeneste, sidst på måneden blev etableret på Politigården, tog flere af Svend Staal-gruppens medlemmer, bl.a. Ditlev Nielsen, tjeneste som vagtledere. Erik V. Pedersen blev chef for HIPO – en funktion, han varetog fra kontoret i Dahlerupsgade.

Undergang

Efter at lejligheden i Peder Skrams Gade var blevet opdaget, begyndte BOPA og Holger Danske at efterstræbe Svend Staal-folkene. Den næstkommanderende Henning Walthing blev skud og dræbt den 23. februar 1945, og i de følgende måneder blev en række centrale medlemmer likvideret.

Efter krigen blev de overlevende medlemmer af gruppen arresteret. De blev under Retsopgøret idømt straffe på op til 16 års fængsel og afskediget fra politiet.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Niels-Birger Danielsen og Erland Leth Pedersen: Svend Staal-gruppen – nazibetjentene, der infiltrerede dansk politi. Nyt DPIF, 2017
  • Henrik Lundtofte: Håndlangerne – Schalburgkorpsets Efterretningstjeneste og Hipokorpset 1943-1945. Politikens Forlag, 2013.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig