Sven Clausen (forfatter og jurist)

Sven Clausens dramatiske produktion er stort set begrænset til 1920'erne og omfatter historiske dramaer, ekspressionistiske drømmespil og satiriske sæde- og typekomedier, der revser tidens dårskaber: opportunisme, bureaukrati og politisk pamperi.

På trods af deres ubestridelige originalitet vandt stykkerne kun i ringe grad gehør på teatrene. Nationalscenen var 25 år om at få øje på Sven Clausens mest ambitiøse værk, Paladsrevolution (1923), der handler om J.F. Struensees fald — et idédrama med inspiration fra William Shakespeare.

Bureauslaven (1922), der med den tyske revolution som baggrund skildrer det evigt hundsede individ, den lille funktionær Schulze, fik urpremiere på Aarhus Teater, før det med 30 års forsinkelse nåede Det Kongelige Teater (1952).

Den største indsats for Sven Clausens dramatik gjorde amatørerne på Arbejdernes Teater, der i slutningen af 1920'erne under Bertel Budtz Müllers ledelse opførte Aftensvalen, Kulturaben, Narcissus i Helvede og Profeten og Fædrelandet. I 1949 udgav Sven Clausen desuden Skuespillets teknik, en dramaturgisk håndbog.

Fra 1930 helligede Sven Clausen sig sin juridiske karriere, hvor han bl.a. skrev guldmedaljeafhandlingen Om negotiable Papirer (1930) og disputatsen Om Kreditforeningsforhold (1934). I 1950 blev han udnævnt til professor i retsvidenskab og skrev bl.a. siden Omrids af statskundskab (1956).

I 1937 skrev Sven Clausen Imod sprogforbistringen, der fortsattes med Årbog for nordisk målstræv (1938-1948) og det ironisk vittige blad Språgfronten (1944-1948).

Sven Clausen mente, at det danske sprog af "geopolitiske" årsager var så smittet af tysk, at den samnordiske sprogforståelse var i fare, og han kæmpede for (gen)optagelse af nordiske ord fra norsk og især svensk.

Ud over selve ordet sprogforbistring satte Sven Clausens agitation dog ikke bevislige spor i dansk, og hans frygt for sprogudviklingen har vist sig ubegrundet.

• dansk
• Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt