Faktaboks

Stefan Zweig
Født
28. november 1881, Wien, Tyskland
Død
23. februar 1942, Petrópolis, Brasilien
Stefan Zweig
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Stefan Zweig var en østrigsk forfatter og en af 1900-tallets helt store tysksprogede forfattere. Hans litterære produktion spænder over bl.a. noveller, romaner, biografier, drama og essays. Især novellerne og de kulturhistoriske essays og biografier skabte Zweigs kolossale internationale berømmelse.

Nogle af hans mest kendte værker er den psykologiske Schachnovelle (dansk Skaknovelle) og den delvis selvbiografiske Die Welt von Gestern (Verden af i Gaar), der først udkom efter Zweigs død.

Stefan Zweigs – baggrund og biografi

Zweig var en kosmopolitisk europæer. Han blev født ind i en jødisk familie og voksede op i Wien. Efter studier i Wien og Berlin slog han sig ned som forfatter i Wien, men flyttede under 1. Verdenskrig til Schweiz og siden til Salzburg.

Hans upolitiske, pacifistisk-humanistiske idealisme fik sit knæk med Adolf Hitlers magtovertagelse. I 1938 måtte han som jøde forlade sit hus i Salzburg og emigrere til England. Derfra flygtede han 1940 til New York for 1941 at slå sig ned ved Rio de Janeiro. Dybt deprimeret over den politiske udvikling begik han her selvmord 1942 sammen med sin hustru Lotte Zweig (1908–1942).

Stefan Zweigs forfatterskab

Som fortæller lagde Zweig vægt på psykologisk dybdeboring og stærke spændingseffekter. Han har med forkærlighed fremstillet de øjeblikke, hvor drifter og lidenskaber voldsomt bryder gennem fornuftens og civilisationens overflade, således i Verwirrung der Gefühle (1927, dansk Følelsernes Vildveje, 1949).

Novellerne er i høj grad præget af Sigmund Freuds psykologi. Samme menneskesyn og fremstillingsmåde karakteriserer også den kulturhistoriske del af forfatterskabet, fx biografierne Marie Antoinette (1932, da. 1933) og Maria Stuart (1935, da. 1936). Selvbiografiske træk finder man her i portrættet af den upolitiske humanist Triumph und Tragik des Erasmus von Rotterdam (1934, da. s.å.).

Verden af i Gaar

Stefan Zweigs sidste værk, Die Welt von Gestern, der udkom 1942 efter hans død (da. Verden af i Gaar, 1948), er nok hans betydeligste, trods en umiskendelig nostalgi og en vis idealisering af tiden, før verden gik af lave.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig