Sputnik Verdens første satellit, Sputnik, der blev sendt i kredsløb om Jorden i 1957.

.

Rumhunden Laika i den specielle kabine i Sputnik 2, opsendt 1957.

.

Sputnik var en serie af sovjetiske satellitter. Sputnik 1, der blev opsendt den 4. oktober 1957 fra Bajkonur i Sovjetunionen, var verdens første kunstige satellit i omløb om Jorden. Den kuglerunde satellit (diameter 58 centimeter) vejede 84 kilo og sendte radiosignaler til Jorden i 21 dage. Resultaterne blev blandt andet benyttet til studier af atmosfæren. Efter tre måneder i rummet faldt den ned i atmosfæren igen og brændte op.

Faktaboks

Etymologi
Ordet sputnik er russisk og betyder 'følgesvend, satellit', egentlig 'medrejsende', afledning af put 'vej'.

Det var en stor overraskelse for den vestlige offentlighed, at Sovjetunionen kunne præstere så fremskreden raketteknik. I USA opstod en udbredt frygt for at blive overhalet teknologisk af Sovjetunionen, og som følge heraf skete der i de følgende år en voldsom udbygning af undervisningen i matematik og naturvidenskab i skolerne.

Sputnik 2 og rumhunden Laika

Sputnik 2, der blev opsendt den 3. november 1957 fra Bajkonur, var den første satellit, der medbragte et levende væsen. Det var hunden Laika, som dog døde om bord på satellitten efter ca. en uge i rummet; på den tid havde man ikke udviklet metoder til at lande en satellit igen. Sputnik 2 vejede 508 kilo og faldt ned efter knap seks måneder i rummet.

Sputnik 3

En Sputnikopsendelse den 27. april 1958 mislykkedes og nåede ikke den rigtige bane. Sputnik 3 var ubemandet, opsendt den 15. maj 1958 fra Bajkonur. Den vejede over 1,3 ton og målte blandt andet på Jordens magnetfelt, Jordens ydre atmosfære samt rummet umiddelbart uden for Jorden. Den sendte data til Jorden i næsten to år.

De følgende opsendelser

Inden man risikerede de første kosmonauter i kredsløb, blev rumkapsler med hunde og dukker opsendt under navnet Korabl Sputnik (sputnik-skibe). Vostoks varmeskjold og katapultsæde blev afprøvet.

Flere andre sovjetiske satellitter er siden blevet kaldt Sputnik i Vesten, fx nogle af Kosmos-, Venera- og Luna-satellitterne samt Jurij Gagarins Vostokfartøj, især i perioden 1960-1963.

I 1997, på 40-årsdagen for Sputnik 1, udsatte russerne fra Mir Sputnik 40, der var en miniatureudgave af den oprindelige. Året efter udsatte man Sputnik 41, også fra Mir.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig