Spaniens litteratur 1936-1975

Den Spanske Borgerkrig 1936-39 satte afgørende præg på århundredets litteratur. Det gælder både umiddelbart i samtiden, hvor forfatterne valgte side, og mange gav deres politiske engagement litterært udtryk, bl.a. i propagandistisk poesi og teater til brug ved fronten, og i tiden under og efter Franco, hvor krigen var et tilbagevendende tema.

Francos magtovertagelse i 1939 betød hårdnakket forfølgelse af enhver, der betragtedes som potentiel fare for systemet. For litteraturen, som for kulturlivet generelt, fik det alvorlige og vidtrækkende konsekvenser. Langt størstedelen af forfatterne, der havde medvirket i den foregående litterære udvikling, var modstandere af Francoregimet, og adskillige måtte flygte som eneste overlevelsesmulighed. Der blev indført skarp statslig censur af ny spansk litteratur samt forbud mod salg af udenlandsk og ældre spansk litteratur, der mentes at have et kontroversielt indhold i forhold til den officielle ideologi, og som kun enkelte, bogstaveligt talt dødsforagtende boghandlere havde i baglokalet. De spanske forfattere, der forblev i Spanien, var således henvist til kunstnerisk isolation.

Denne minimering af resurser var udgangspunkt for litteraturen under Franco. Situationen opblødtes noget med tiden, censuren lempedes en kende, og isolationen blev langsomt brudt, ikke mindst under pres fra udlandet, som Spanien var økonomisk afhængig af. Men der var på intet tidspunkt ytringsfrihed, og hele perioden er præget af talrige restriktioner og indgreb i det litterære liv. Under disse vilkår pålagde mange forfattere sig en selvcensur, der begrænsede det kunstneriske udtryk. Samtidig blev der i eksilet skrevet betydelige værker af forfattere som Rafael Alberti, Fernando Arrabal, Arturo Barea og Ramón J. Sender.

I 1940'erne signalerede to markante romaner det kritiske syn på det spanske samfund, som kom til at præge de følgende årtiers roman: Camilo José Celas La familia de Pascual Duarte (1942, da. 1950) og Carmen Laforets Nada (1945, da. Intet, 1997). Inden for teatret blev Buero Vallejos socialkritiske drama Historia de una escalera (1949, Historien om en trappeopgang) en milepæl. Det var imidlertid især den intense aktivitet inden for poesien, der prægede årtiet. Hos mange af digterne ses en tilbagevenden til klassiske versformer, som adskiller dem fra foregående formeksperimenter, og en eksistentielt søgende, ofte religiøs tone præger store dele af poesien. Et hovedværk i årtiets poesi er Dámaso Alonsos Hijos de la ira (1944, Vredens sønner).

I 1950'erne er prosaen overvejende præget af realistiske, desillusionerede skildringer i et enkelt sprog uden fortællemæssige raffinementer, ofte med udgangspunkt i forfatternes egne barndomsoplevelser under borgerkrigen og i efterkrigstiden. Et centralt værk er Juan Goytisolos roman Duelo en el paraíso (1955, da. Sorg i paradiset, 1961), der skildrer børns grusomheder som en spejling af de voksnes under krigen. Andre væsentlige roman- og novelleforfattere er Ignacio Aldecoa, Jesús Fernández Santos (1926-88), Juan García Hortelano (1928-92) og Ana María Matute. Betegnende for bestræbelserne for at afdække den sociale virkelighed er også de mange rejseskildringer fra traditionelt upåagtede områder i den spanske provins, hvor eksistensvilkårene antager ekstreme udtryk. Bemærkelsesværdige dramatikere, der i denne periode direkte eller indirekte forholder sig til den politiske og sociale situation, er Alfonso Sastre og Buero Vallejo. I poesien fortsætter den intime tone fra 1940'erne, samtidig med at en stadig mere socialkritisk sætter sig igennem, som hos Jesús López Pacheco (1930-1997).

Den engagerede virkelighedsfremstilling fortsatte gennem 1960'erne i prosa, poesi og drama, bl.a. hos nogle af ovennævnte forfattere samt nyere, men sideløbende med radikale fornyelser. En milepæl er Luis Martin Santos' roman Tiempo de silencio (1962, da. Tavshedens tid, 1970), der i forlængelse af 1950'er-realisterne blotlægger uskønne sider i samtlige lag af det spanske samfund, men tilføjer et ironisk, filosofisk perspektiv og en associerende stil, der minder om stream of consciousness. En anden linje signaleres af Juan Benet, som distancerer sig klart fra realisme og socialt engagement med romaner, der karakteriseres af opløsning af tid og rum og fravær af fortælling med umiddelbar virkelighedsreference. I poesien lagde Carlos Barral (1928-89) og Manuel Caballero Bonald (1926-2021) afstand til den socialt engagerede tendens.

Første halvdel af 1970'erne karakteriseres for prosaens vedkommende ved en række værker i forlængelse af Juan Benet, som ikke vandt genklang uden for en snæver, elitær inderkreds. Inden for teatret repræsenterer Francisco Nieva med sit antipsykologiske, karnevaleske "Teatro furioso" (Det rasende teater) en kraftig reaktion på den traditionelle teaterrealisme. For poesiens vedkommende er 1970 et år, der markerer opbrud med José María Castellets (1926-2014) antologi Nueve novísimos poetas españoles (Ni splinternye spanske digtere), hvor bl.a. Pedro Gimferrer (f. 1945), Manuel Vázquez Montalbán og Leopoldo María Panero (1909-62) præsenteres. Fælles for de nye digtere er distancen til poetisk tradition og håndhævelse af poesien som autonomt udtryk, der er uafhængigt af den øjeblikkelige historiske kontekst.