Lope de Vega revolutionerede det spanske drama i slutningen af 1500-tallet. Hans produktion er meget omfattende; selv anslog han sine skuespils antal til 1500, hvoraf omkring en tredjedel er bevaret. Dette kobberstik af Jean de Courbes fra 1630 viser Lope de Vega i johanniternes ordensdragt.
Spaniens litteratur omfatter tekster på castiliansk, galicisk, catalansk og baskisk. I flere hundrede år efter den muslimske erobring i 711 blev der på Den Iberiske Halvø også digtet på arabisk. Litteraturen på castiliansk har siden 1100-tallet været dominerende og opfattes ofte som den egentlige spanske litteratur.
Traditionelt inddeles landets litteraturhistorie i seks centrale perioder:
Litterært blev 1100-tallet markeret af det episke digt Poema del Mío Cid om den kristne generobring (Reconquista) af Spanien efter århundrederne med maurisk herredømme. Forkærligheden for den episke digtning fortsatte frem til ca. år 1400. Herefter vandt den nye genre, romances, frem. Det var stemningsmættede, kortere digte fremført af omrejsende skjalde; en genre, som skulle forblive uhyre populær i den spansktalende verden helt frem til 1900-tallet.
I 1500- og 1600-tallet oplevede Spanien en veritabel kulturel guldalder. Erasmus af Rotterdams humanisme og idealet om oplysning og dannelse til alle vandt indpas ved hoffet og sivede derfra videre ud i samfundet. I litteraturen var idealisering et nøglebegreb, der gik igen i tidens foretrukne genrer, ridderromanen og hyrderomanen og -digtene. Samtidig fandtes en modstrømning i form af den komiske og kyniske pikareske roman, forløberen til moderne tids realisme.
Med Miguel de Cervantes Saavedras hovedværk Don Quixote, som indeholder elementer fra en lang række genrer, fødtes ifølge visse forskere den moderne roman.
Guldalderen er dog især kendetegnet ved den enorme produktion af skuespil og Lope de Vegas udvikling af la comedia nueva, det nye teater, samt hans efterfølger Pedro Calderón de la Barcas psykologisk komplekse dramatik. Denne fik senere stor indflydelse på bl.a. den europæiske romantiske litteratur.
Med Calderóns død i slutningen af 1600-tallet afsluttedes denne æra i spansk litteratur. De følgende to århundreder opfattes som en slags parentes uden nybrud eller væsentlige frembringelser.
Den spanske forfatter og dramatiker Federico García Lorca. I baggrunden ses en plakat for teatergruppen La Barraca, som han ledte sammen med instruktøren Eduardo Ugarte.
Årtierne fra afkoloniseringen af Spaniens sidste oversøiske besiddelser i 1898 til Den Spanske Borgerkrigs udbrud i 1936 blev markeret af modernisme og avantgarde på linje med resten af Europa.
To “forfattergenerationer” afgrænser perioden: Den såkaldte 98-generations kritiske og nøgterne poesi og romankunst og 27-generationens dyrkelse af surrealisme og metaforik. Blandt de centrale navne er digteren Antonio Machado og digteren og dramatikeren Federico García Lorca.
Den Spanske Borgerkrig og diktatoren Francisco Francos død indrammer denne periode, hvor statslig censur og selvcensur var et vilkår for alle udøvende kunstnere, ikke mindst forfattere. Derfor blev nogle af de væsentligste værker skrevet i eksil. Men også inden for landets grænser blev der – på trods – frembragt betydelig lyrik, prosa og dramatik, ofte med den politiske og sociale situation som omdrejningspunkt eller kulisse.
Efter Francos død og overgangen til demokrati begyndte en periode med mangfoldig og omfattende kunstnerisk produktion, som også litterært var præget af eksperimenter og frodig fantasi men også socialrealisme og eksistentialisme. Bl.a. blev autofiktionen fremtrædende som genre sammen med journalisme og historiske romaner. Og aktuelt er genrebrud og -sammenblanding fremherskende blandt den nyeste generation af forfattere.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.