En række forfattere født i 1940’erne og 50’erne opnåede anerkendelse i tiden omkring 1975. Denne gruppe dyrker prosagenrer som de efterfølgende generationer også har behandlet, f.eks. krimigenren, den historiske roman eller blandingen af journalisme og fiktion som man kender fra den amerikanske ”nonfiction novel”. En anden markant tendens hos denne generation er en skriftpraksis der behandler forfatterens eget liv, og som kan relateres til den i Frankrig på samme tid opståede ”autofiktion”. I denne tendens sættes forfatterjeget i højsædet, og begivenheder som den virkelige forfatter har gennemlevet, bliver præsenteret i litterær form. Blandt denne generation findes navne som Manuel Vázquez Montalbán (1939-2003), Álvaro Pombo (1939-), Carlos Casares (1941-2002), José María Merino (1941-), Luis Mateo Díez (1942-), Marina Mayoral (1942-), Terenci Moix (1942-2003), Eduardo Mendoza (1943-), Lourdes Ortiz (1943-), José María Guelbenzu (1944-), Félix de Azúa (1944-), Juan José Millás (1946-), Vicente Molina Foix (1946-), Soledad Puértolas (1947-), Ana María Moix (1947), Juan Madrid (1947-), Fernando Savater (1947-), Carme Riera (1948-), Luis Landero (1948-), Javier Marías (1951-2022), Bernardo Atxaga (1951-) eller Rosa Montero (1951-). I løbet af 80’erne og 90’erne kommer en ny forfattergeneration til. Den subjektivt prægede tendens fortsætter, ligesom det historiske tema og blandingen af journalisme og fiktion. Blandt de mest fremtrædende navne findes Arturo Pérez-Reverte (1951-), Julio Llamazares (1955-), Antonio Muñoz Molina (1956-), Almudena Grandes (1960-2021) eller Javier Cercas (1962-).
Den seneste generation som der er grundlag for at finde repræsentative forfattere for, er den gruppe som begyndte at publicere i 00’erne. De bliver ofte omtalt som Generación Nocilla (Nocilla er den spanske udgave af Nutella) eller Generación Mutante. Betegnelsen Generación Nocilla stammer fra Agustín Fernández Mallos (1967-) trilogi Nocilla Dream (2006), Nocilla Experience (2008) og Nocilla Lab (2009), men tæller endvidere forfattere som Vicente Luis Mora (1970-), Robert Juan Cantavella (1976-) og Jorge Carrión (1976-). Disse er inspireret af TV-serier, af computerspil og tegneserier, og er desuden internetbrugere, bloggere og aktive på de sociale medier. Deres værker indoptager disse nye udtryk og søger dermed at nedbryde grænsen mellem fin- og massekultur. Desuden bearbejder de deres tekster som et netværk snarere end som en lineært fremadskridende fortælling. Som eksempel kan nævnes Vicente Luis Moras roman Circular 07 (2007), som er ekstremt righoldig på forskellige genrer: digte, vittigheder, mikrofortællinger, tegninger, landkort, chats, radioprogrammer, blogs mm. Ideen om det åbne værk (Umberto Eco) får en ny dimension i en anden roman af samme forfatter, Alba Cromm (2010). Denne bog slutter ikke på dens sidste side, da forfatteren benytter internetmediet til at fortsætte romanens fiktive univers ved at hovedpersonen Alba Cromm administrerer en blog hvor læserne kan publicere tekster og kommentarer. Endvidere findes i den nyeste fiktionslitteratur også en tendens mod genoptagelsen af en socialt bevidsthed som er kritisk og antihegemonisk. De forfattere der følger denne tendens, benytter sig af autentisk materiale såsom vidnesbyrd, og anvender det med teknikker hentet fra den klassisk moderne roman (Joyce, Woolf, Vargas Llosa osv.). Blandt disse forfattere findes navne som Marta Sanz (1967-), Isaac Rosa (1974-) eller Elvira Navarro (1978). Med baggrund i påvirkningen fra Latinamerika er den fantastiske litteratur også en rig åre i den nutidige spanske litterære produktion. Som eksempler på denne genre kan nævnes: Cristina Fernández Cubas (1945-), Andrés Ibáñez (et af de allerstørste navne i den nutidige spanske fiktionsprosa) (1961-), Manuel Moyano (1963-) eller Óscar Esquivias (1972-). Autofiktionen er repræsenteret ved navne som Lola López Mondéjar (1958-) eller Cristina Grande (1962-). Et ikke mindst litteratursociologisk interessant fænomen er bestsellerforfattere som Julia Navarro (1953-), Ildefonso Falcones (1959-), Carlos Ruiz Zafón (1964-2020) eller María Dueñas (1964-). Alle fire er blevet oversat og har solgt hundredetusindvis af bøger i mange lande. Af disse er Carlos Ruiz Zafón den eneste som er blevet modtaget med samme respekt som de (meget mindre sælgende) velrenommerede forfattere, der vinder prestigefyldte priser og bliver anmeldt i toneangivende medier. To forfattere som har opnået bestsellerstatus, men som henregnes til de ”seriøse” forfatterskaber, er ovenfor nævnte Arturo Pérez-Reverte og baskeren Fernando Aramburu (1959-), som med sin Patria (Fædreland) (2016) – om konflikten med terrororganisationen ETA i Baskerlandet – har solgt massivt i Spanien og i udlandet. Slutteligt bør to forfattere som Pablo d’Ors (1963-) og Juan Manuel de Prada (1970-) nævnes for deres brede anerkendelse og salgstal, men specielt ud fra det kendetegn at der er tale om religiøse forfattere der behandler spirituelle tematikker, ofte i sammenhæng med aktuelle eller historiske begivenheder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.