Grunden til at 1975 repræsenterer et historisk brud i Spaniens historie, er selvfølgelig diktator Francisco Francos død dette år. Siden hans sejr i den spanske borgerkrig i 1939, var den politisk-ideologiske censur et vilkår som litteraturen var påtvunget. Den efterfølgende overgang til demokrati (la Transición) kulminerede med en folkeafstemning i 1978, hvor en demokratisk grundlov blev vedtaget. Dette betød en retsligt sikret trykke- og ytringsfrihed som gav litteraturen mulighed for igen at udfolde sig under samme vilkår som i de øvrige vesteuropæiske lande. Et af hovedtemaerne i den spanske litteratur efter 1975 er da også borgerkrigen (1936-39) og det efterfølgende diktatur, da der endnu i dag er et stort behov for at bearbejde dette kollektive traume. Et andet overordnet kendetegn for litteraturen efter Franco er en markant regionalisme. Det stærkt centraliserede diktatur blev afløst af en uddelegering af mange kompetenceområder til selvstyreområder (las autonomías), der alle råder over eget parlament. Litterært er regionaliseringen mest markant i de såkaldt ”historiske selvstyreområder” – Catalonien, Baskerlandet og Galicien – men det regionale tilhørsforhold kommer hyppigt til udtryk i den nyeste spanske litteratur.

Med overgangen til demokrati fejrede litteraturen den nye frihed på samme måde som flertallet af befolkningen. La movida betegner den modkulturelle strømning som – fra Francos død og ind i 80’erne – søgte at indhente den udvikling som det demokratiske Vesten havde undergået siden 1960’erne med 68-oprøret, hippiebevægelsen og de øvrige ungdoms- og oprørstendenser. Filminstruktøren Pedro Almodóvar (1949-) er formentlig den internationalt mest kendte skikkelse fra denne periode. Med sin humoristiske og ironiske attitude afspejler han et urbant, frihedsdyrkende og ungdommeligt miljø som har vendt ryggen til Spaniens tragiske og tunge arv, specielt det 19. og 20. århundredes mange konflikter mellem tradition og modernitet. Som reaktion på Franco-regimet opstod en let og legelysten afstandstagen fra totaliserende politiske, sociale og moralske systemer. Skepticisme, fantasi og vilje til at eksperimentere er nøglebegreber i den litterære og kunstneriske praksis fra 1975 og op gennem 80’erne. Samtidigt fortsætter også tendenser fra før Francos død, f.eks. socialrealistisk eller eksistentialistisk præget litteratur. På grund af Spaniens særdeles omfattende litterære produktion kan den litteraturhistoriske udvikling efter 1975 kun i meget grove træk ridses op i det følgende.

Fiktionsprosa

En række forfattere født i 1940’erne og 50’erne opnåede anerkendelse i tiden omkring 1975. Denne gruppe dyrker prosagenrer som de efterfølgende generationer også har behandlet, f.eks. krimigenren, den historiske roman eller blandingen af journalisme og fiktion som man kender fra den amerikanske ”nonfiction novel”. En anden markant tendens hos denne generation er en skriftpraksis der behandler forfatterens eget liv, og som kan relateres til den i Frankrig på samme tid opståede ”autofiktion”. I denne tendens sættes forfatterjeget i højsædet, og begivenheder som den virkelige forfatter har gennemlevet, bliver præsenteret i litterær form. Blandt denne generation findes navne som Manuel Vázquez Montalbán (1939-2003), Álvaro Pombo (1939-), Carlos Casares (1941-2002), José María Merino (1941-), Luis Mateo Díez (1942-), Marina Mayoral (1942-), Terenci Moix (1942-2003), Eduardo Mendoza (1943-), Lourdes Ortiz (1943-), José María Guelbenzu (1944-), Félix de Azúa (1944-), Juan José Millás (1946-), Vicente Molina Foix (1946-), Soledad Puértolas (1947-), Ana María Moix (1947), Juan Madrid (1947-), Fernando Savater (1947-), Carme Riera (1948-), Luis Landero (1948-), Javier Marías (1951-2022), Bernardo Atxaga (1951-) eller Rosa Montero (1951-). I løbet af 80’erne og 90’erne kommer en ny forfattergeneration til. Den subjektivt prægede tendens fortsætter, ligesom det historiske tema og blandingen af journalisme og fiktion. Blandt de mest fremtrædende navne findes Arturo Pérez-Reverte (1951-), Julio Llamazares (1955-), Antonio Muñoz Molina (1956-), Almudena Grandes (1960-2021) eller Javier Cercas (1962-).

Den seneste generation som der er grundlag for at finde repræsentative forfattere for, er den gruppe som begyndte at publicere i 00’erne. De bliver ofte omtalt som Generación Nocilla (Nocilla er den spanske udgave af Nutella) eller Generación Mutante. Betegnelsen Generación Nocilla stammer fra Agustín Fernández Mallos (1967-) trilogi Nocilla Dream (2006), Nocilla Experience (2008) og Nocilla Lab (2009), men tæller endvidere forfattere som Vicente Luis Mora (1970-), Robert Juan Cantavella (1976-) og Jorge Carrión (1976-). Disse er inspireret af TV-serier, af computerspil og tegneserier, og er desuden internetbrugere, bloggere og aktive på de sociale medier. Deres værker indoptager disse nye udtryk og søger dermed at nedbryde grænsen mellem fin- og massekultur. Desuden bearbejder de deres tekster som et netværk snarere end som en lineært fremadskridende fortælling. Som eksempel kan nævnes Vicente Luis Moras roman Circular 07 (2007), som er ekstremt righoldig på forskellige genrer: digte, vittigheder, mikrofortællinger, tegninger, landkort, chats, radioprogrammer, blogs mm. Ideen om det åbne værk (Umberto Eco) får en ny dimension i en anden roman af samme forfatter, Alba Cromm (2010). Denne bog slutter ikke på dens sidste side, da forfatteren benytter internetmediet til at fortsætte romanens fiktive univers ved at hovedpersonen Alba Cromm administrerer en blog hvor læserne kan publicere tekster og kommentarer. Endvidere findes i den nyeste fiktionslitteratur også en tendens mod genoptagelsen af en socialt bevidsthed som er kritisk og antihegemonisk. De forfattere der følger denne tendens, benytter sig af autentisk materiale såsom vidnesbyrd, og anvender det med teknikker hentet fra den klassisk moderne roman (Joyce, Woolf, Vargas Llosa osv.). Blandt disse forfattere findes navne som Marta Sanz (1967-), Isaac Rosa (1974-) eller Elvira Navarro (1978). Med baggrund i påvirkningen fra Latinamerika er den fantastiske litteratur også en rig åre i den nutidige spanske litterære produktion. Som eksempler på denne genre kan nævnes: Cristina Fernández Cubas (1945-), Andrés Ibáñez (et af de allerstørste navne i den nutidige spanske fiktionsprosa) (1961-), Manuel Moyano (1963-) eller Óscar Esquivias (1972-). Autofiktionen er repræsenteret ved navne som Lola López Mondéjar (1958-) eller Cristina Grande (1962-). Et ikke mindst litteratursociologisk interessant fænomen er bestsellerforfattere som Julia Navarro (1953-), Ildefonso Falcones (1959-), Carlos Ruiz Zafón (1964-2020) eller María Dueñas (1964-). Alle fire er blevet oversat og har solgt hundredetusindvis af bøger i mange lande. Af disse er Carlos Ruiz Zafón den eneste som er blevet modtaget med samme respekt som de (meget mindre sælgende) velrenommerede forfattere, der vinder prestigefyldte priser og bliver anmeldt i toneangivende medier. To forfattere som har opnået bestsellerstatus, men som henregnes til de ”seriøse” forfatterskaber, er ovenfor nævnte Arturo Pérez-Reverte og baskeren Fernando Aramburu (1959-), som med sin Patria (Fædreland) (2016) – om konflikten med terrororganisationen ETA i Baskerlandet – har solgt massivt i Spanien og i udlandet. Slutteligt bør to forfattere som Pablo d’Ors (1963-) og Juan Manuel de Prada (1970-) nævnes for deres brede anerkendelse og salgstal, men specielt ud fra det kendetegn at der er tale om religiøse forfattere der behandler spirituelle tematikker, ofte i sammenhæng med aktuelle eller historiske begivenheder.

Poesi

Slutningen af 1960’erne bød på en digtergeneration som søgte et indirekte oprør mod Franco ved at dyrke det æstetiske og dekadente i ekstrem grad, de såkaldte novísimos (de allernyeste). Samtidig gjorde de på denne måde også op med den realistiske og socialt engagerede poesi som gik forud for dem. Los novísimos’ meget lærde poesi (poesía culturalista) er på den ene side påvirket af surrealismen og collage-teknikken, og på den anden side refererer den til massekulturen og æstetisk kitsch. Der er således massevis af henvisninger til filmmediet, tegneserier, popmusik osv. Denne stadige reference til populærkulturen er en konstant også i poesien efter Francos død. Efter 1975 bliver den spanske poesi endvidere præget af en mere subjektivt farvet skriftproduktion. Således skriver f.eks. Ana Rossetti (1950-) en inderlig digtning som forbinder det åndelige med det erotiske. Andre vigtige navne i denne periode er Miguel d’Ors (1946-), Olvido García Valdés (1950-), Jon Juaristi (1951-), Andrés Sánchez Robayna (1952-) eller Amalia Iglesias (1962-). I 1986 udgav Luis Antonio de Villena (en novísimo) antologien Postnovísimos (De Post-allernyeste). Her introduceres en ny række digtere som igen kan inddeles i to grupperinger. På den ene side forekommer den såkaldte erfaringens poesi (poesía de la experiencia), hvis hovedfigur er Luis García Montero (1958-). Denne tendens insisterer på digterjegets indlejring i det almindelige liv. García Monteros digtning benytter sig af et poetisk hverdagssprog og af et digterjeg som fortæller en personlig historie, og lægger sig således op ad prosaen eller den dramatiske genre. På den anden side optræder en gruppering som kaldes Literatura de la diferencia (Forskellens litteratur), og som er svær at beskrive entydigt på grund af at den til en vis grad har rod i en protest mod en kulturpolitik som anklagedes for at være klientelistisk. Blandt de forfattere som hører til denne kategori kan Blanca Andreu (1959-) eller Aurora Luque (1962-) nævnes. Andre digtere fra denne generation er Andrés Trapiello (1953-), Julio Llamazares (1955-), Felipe Benítez Reyes (1960-) eller Jorge Riechmann (1962-). De digtere som begynder at blive synlige i 00’erne omfatter bl.a. Diego Doncel (1964-), Mercedes Cebrián (1971-), Javier Fernández Sánchez (1971-) eller Mario Cuenca Sandoval (1975-). Endvidere findes termen Generación Poética del 2000, som refererer til en gruppe spanske og latinamerikanske kvindelige digtere født mellem 1970 og 1985. Disse benytter en direkte sprogbrug, ofte uden tegnsætning, de tematiserer hverdagen (familien, byen, seksualiteten) og et socialt engagement. Til denne gruppe hører bl.a. navne som Julieta Valero (1971-), Ana Merino (1971-), Alejandra Vanessa (1981-), Elena Medel (1985-) m.fl.

Teater

Skuespilgenren har i Spanien altid nydt en stor popularitet. Selv i meget små byer kan man i dag ikke forestille sig en byfest uden mindst ét gæstespil ved en teatertrup. Efter Francos død øgedes de statslige bevillingsmuligheder til teatret væsentligt, ligesom flere institutioner blev stiftet, der har til hensigt at støtte op om denne kunstform. En vigtig tendens i tiden op til 1975 var eksperimentalteatret. Denne strømning var i høj grad repræsenteret ved selvstændige teatergrupper som La Fura dels Baus eller Dagoll Dagom, som suppleredes med nye ensembler efter Francos død som El Gayo Vallecano eller La Cubana. Blandt dramatikerne er hovednavnet i denne tradition Fernando Arrabal (1932-), hvis karriere i høj grad forløb i Frankrig under påvirkning af neo-avantgardistiske forfattere som Ionesco, Jean Genet, Raymond Queneau m.fl. under Collège de 'Pataphysique og Oulipo. Denne tradition tæller også en dramatiker som Francisco Nieva (1927-2016). Samtidigt fortsætter også ”det borgerlige teater”, som bibeholder den traditionelle struktur for et dramatisk stykke. Hertil kan f.eks. Ana Diosdado (1938-2015) regnes, som under Franco skrev socialt bevidste og samfundskritiske skuespil, men som efter diktatorens død gik over til at forfatte mere konventionelle og populære stykker. Der er også en mere kritisk og realistisk tendens, som samtidig indarbejder en metafiktiv dimension, repræsenteret ved Paloma Pedrero (1957-), Ignacio del Moral (1957-), Ernesto Caballero (1958-), Jorge Márquez (1958-) eller María Manuela Reina (1958-). Ud fra dens anerkendelse indtager Juan Mayorgas (1965-) reflekterende og samtidigt socialt engagerede dramatik en særposition i den nutidige spanske dramatik. En anden meget prestigefyldt forfatter er Angélica Liddell (1966-), som har frembragt en udfordrende dramatik der dykker ned i menneskepsykens dunkle sider, og tematiserer volden, døden, seksualiteten, galskaben og magten. Disse to dramatikere hører generationsmæssigt sammen med José Ramón Fernández Domínguez (1962-), Sergi Belbel (1963-) og Raúl Hernández Garrido (1964-). I dag findes der et livskraftigt teatermiljø i de store spanske byer, bl.a. takket være nyskabende ”alternative scener”. I Madrid kan blandt mange sådanne teatre nævnes La cuarta pared, Teatro Pradillo, Teatro del Arte eller La casa de la portera (som er et kunsthus der eksperimenterer med at udvikle alle kunstneriske udtryk, dog specielt den dramatiske genre). I Barcelona findes f.eks. Microteatre Barcelona, Teatre Tantarantana eller L’Autèntica. De seneste generelle tendenser i det spanske teater kan karakteriseres med begreberne det postdramatiske og autofiktion. Det postdramatiske opfatter teaterforestillingen som en flygtig og selvstændig proces uden et forudgående manuskript og hvor fortællingens logik udfordres. Til tider virker forestillingen mere som en performance end som et egentligt skuespil, publikum inddrages i opførelsen, dans, videokunst eller billedkunst inddrages osv. Det autofiktive teater dykker ned i den uklare grænse mellem fiktion og virkelighed, dyrker samtidig metateateret, publikum tiltales og inddrages, de nye teknologier benyttes, osv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig