Solutré

Den 27. september 1866 fandt den franske forhistoriker Adrien Arcelin (1838-1904) under en gåtur ved Roche de Solutré noget hugget flint og nogle knogler. Dagen efter skrev han til sin ven, geologen Henry Testot-Ferry (1826-1869), om sin opdagelse. Den 30. september påbegyndte Arcelin og Testot-Ferry udgravningen af lokaliteten. De fandt store mængder aske og flint og en enorm koncentration af hesteknogler.

I 1868 besluttede den franske stenalderforsker Gabriel de Mortillet (1821-1898) at forny stenalderens kronologi ved at etablere en klassifikation af perioderne ud fra flint- og benredskabernes form. Takket være hans korrespondance med Arcelin og Testot-Ferry fik han hurtigt kendskab til opdagelserne i Solutré og besøgte lokaliteten i 1868 og 1869. Hans analyse af genstandene fra Solutré viste, at disse fund repræsenterer en ny periode i forhistorien. I 1869 valgte han Solutré som typelokalitet for den arkæologiske kultur, der fik navnet solutréen.

Adrien Arcelin publicerede i 1872 under pseudonymet Adrien Cranile sin roman Solutré eller rensdyrjægerne i Centralfrankrig. Denne roman var den første af den type, som iscenesætter stenaldermenneskets liv. Eventyret starter i 1866 i Solutré-landsbyen og fortæller om to forskeres rejse tilbage til stenalderen.

Denne historie skabte en myte om drivjagt ned ad Roche de Solutré-klinten. På grund af den store koncentration af hesteknogler under klinten forestillede Arcelin sig, at stenalderjægerne drev hestene mod toppen af klinten. Ved toppen faldt hestene så ned og døde, hvorefter de blev slagtet. Det er dog ikke blevet bevist, at der er tale om en sådan jagtform, da hesteknoglerne ligger for langt væk fra selve klinten.

I 1997 blev der i selve byen Solutré fundet rester fra en neandertal-beboelse dateret til 50.000 år siden. Man har her fundet skrabere lavet af lokalflint og knogler fra vildhest, rensdyr, bison og kronhjort. Disse knogler viser, at Solutré allerede i mellem-palæolitikum var kendt som et godt sted til jagt på store drøvtyggere.

Man har også fundet spor af andre yngre palæolitiske perioder i Solutré. I aurignacien- og gravettienperioden kom jægere adskillige gange til Solutré for at jage vildheste. I solutréenperioden for omkring 19.000 år siden blev vejret koldere og tørrere, hvorved rensdyr blev det foretrukne jagtbytte.

For omkring 15.000 år siden kom jægere tilbage til Solutré. Det var nu magdalénienperioden, og vejret var koldt og fugtigt. Jagtbyttet bestod af både rensdyr, vildhest og bison, og jægerne bosatte sig på lokaliteten i forskellige årstider.

På grund af dens enestående geologiske formation og beliggenhed har Solutré været en strategisk plads for jagt af migrerende flokdyr. Fordi klinten ligger 493 m over havet, giver den oversigt over Saône-dalen og det omgivende landskab. Desuden ligger Roche de Solutré på siden af en dal, som forbinder Saône-dalen i øst og Mâconnais-bjergene i vest. Den er derfor ideelt situeret på migrationsruter af rensdyr- og vildhesteflokke, som bevægede sig sæsonmæssigt mellem dalen og bjergene.

Jægerne kunne over tusinder af år fra neandertal- til magdalénienperioden benytte sig af terrænets hældning og ujævnheder til at ligge i baghold. Det er muligt, at jægerne gemte sig bag store sten lige under Roche de Solutré-klinten for at angribe dyrene, når de nærmede sig. En anden hypotese er, at jægerne fulgte efter dyrene længere nede i dalen og drev dem nærmere klinten, hvor de så slog dem ihjel.

I yngre palæolitikum bestod jagtudstyret af lange spyd, som var forsynet med spidser af enten flint eller rensdyrtak. Disse spyd blev kastet med et kastetræ, som øgede deres effektivitet og gjorde, at jægerne kunne ramme deres bytte på op til 30 meters afstand.

Hestene blev jaget intensivt i aurignacien-, gravettien- og magdalénienperioderne for deres kød, knoglemarv og skind. Analysen af hesteknoglerne fra Solutré viser, at jægerne gik efter de bedste kødstykker såsom fileterne, tungen og indmaden. Skindet blev brugt til tøj og telte.

Rensdyrene blev jaget i solutréen- og magdalénienperioderne for deres kød, marv og skind, men også for deres sener, tænder, knogler og gevirer. Knoglerne og gevirerne blev brugt til fremstillingen af redskaber, tænderne til smykker og senerne til skæftningen af jagtudstyret og syningen af tøjet.

De utallige spor af aske fra Solutré viser, at en del af kødet blev spist på selve lokaliteten. Det tyder også på, at jægerne tørrede og røg små kødstrimler for at kunne gemme dem til senere.