Slovakiet - litteratur

Slovakiet - litteratur, Den ældste litteratur på slovakisk område var religiøse tekster på det første slaviske skriftsprog, oldkirkeslavisk, skabt af Kyrillos og Methodios, som i 860'erne blev udsendt fra Det Byzantinske Rige for at missionere i Det Stormæhriske Rige.

Efter dette riges ophør var latin længe det dominerende skriftsprog, men fra 1300- til 1800-t. blev også tjekkisk, ofte med slovakisk islæt, almindeligt brugt som litteratursprog. I middelalderen suppleredes den religiøst prægede litteratur, herunder helgenlegender og mysteriespil, af en mundtlig tradition på slovakisk, bl.a. fremført af omvandrende trubadurer.

Blandt renæssance- og baroklitteraturernes mange forskellige genrer kan nævnes episk digtning med stof fra kampen mod osmannerne, religiøs poesi, kærlighedsdigte samt lyrisk og episk folkedigtning i mundtlig overlevering.

Det første egentlige slovakiske skriftsprog, der blev udformet i 1787 af den katolske præst Anton Bernolák (1762-1813), blev bl.a. brugt af Ján Hollý (1785-1849) i hans episke digtning om slovakkernes fortid i Det Stormæhriske Rige.

Den anden store klassicistiske digter, Jan Kollár, der i sine værker understregede de slaviske folks fælles værdier, og andre protestantiske forfattere skrev imidlertid på tjekkisk, og først efter at Ludovít Štúr mfl. i 1843 havde skabt et skriftsprog baseret på midtslovakiske dialekter, blev det almindeligt at skrive på slovakisk.

1840'erne betød ikke blot en kulmination for den nationale vækkelse, men også for romantikken med en række af slovakisk litteraturs største digtere, Janko Král' (1822-76), Andrej Sládkovič (1820-72), Samo Chalupka (1812-83), Ján Botto (1829-81) og prosaforfatteren Ján Kalinčiak (1822-71).

I perioden 1867-1918, der prægedes af slovakkernes nationale undertrykkelse, var realismen den vigtigste litterære retning med Pavol Országh-Hviezdoslav (1849-1921) som den måske største slovakiske digter overhovedet og Martin Kukučín (1860-1928) som periodens vigtigste forfatter af samfundskritisk prosa.

Adskillige kvindelige forfattere, bl.a. Božena Slančíková-Timrava (1867-1951), begyndte at gøre sig gældende. Tidligt i 1900-t. begyndte poesien med Ivan Kraskos (1876-1958) symbolistiske digte at udvikle sig i retning af modernistisk digtning.

På baggrund af mellemkrigstidens ændrede politiske rammer og de gode muligheder for inspiration fra internationale strømninger gennemløb slovakisk litteratur en frugtbar og alsidig udvikling.

Her kan nævnes Ján Smreks (1898-1982) livsbekræftende lyrik, Emil Boleslav Lukáčs (1900-79) refleksive lyrik, der med udgangspunkt i symbolismen gav udtryk for en kristen humanisme, og udviklingen af en slovakisk surrealisme fra slutningen af 1930'erne med Rudolf Fabry (1915-82) som et af de vigtigste navne.

Samfundsforholdene engagerede mange forfattere, såvel ud fra socialistiske som kristent eller alment humanistiske holdninger, herunder Laco Novomeský (1904-76), der var medlem af den venstreorienterede gruppe af avantgardeforfattere omkring tidsskriftet DAV, samt de nyskabende prosaister Milo Urban (1904-82), Josef Cíger Hronský (1896-1960) og Margita Figuli (1909-95).

I en årrække efter 2. Verdenskrig beskæftigede mange forfattere sig med forholdene under den slovakiske republik 1939-45, herunder partisankampene og den slovakiske opstand i slutningen af krigen, men i øvrigt medførte det kommunistiske regimes hævdelse af socialistisk realisme som litterært ideal fra 1948 en stagnation for litteraturen, indtil opgøret med stalinismen betingede en ny opblomstring i 1960'erne. Foruden en fornyelse inden for den slovakiske surrealisme foregik der en litterær eksperimenteren, bl.a. inspireret af moderne fransk litteratur.

Efter Warszawapagtlandenes invasion 1968 skete der igen en stramning af litteraturens vilkår, om end mere afdæmpet end i den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet. Foruden forfattere som Dominik Tatarka, der pga. deres udtalte kritik af regimet kun kunne publicere uofficielt eller i udlandet, lykkedes det også en del tilladte forfattere at bevare deres kunstneriske integritet.

Den frihed, der indtrådte efter 1989, betød på den ene side, at de forbudte forfattere igen måtte publiceres, men medførte på den anden side ikke noget større brud med tendenserne fra 1980'erne hos de yngre forfattere. Se også Tjekkiet - litteratur).

Læs mere om Slovakiet.