Skotlands historie efter 1999

Det skotske Labour Party under Donald Dewar vandt de første valg til Skotlands nye parlament, men siden 2007 har SNP været det største parti i Skotland og har derfor dannet regering. Først som mindretalsregering, men siden 2011 med flertal i det skotske parlament. Partiets leder i 1990-2000 og 2004-2014, Alex Salmond, var førsteminister fra 2007 til 2014. Efter uafhængighedsafstemningen i 2014, som blev et snævert nederlag for separatisterne og SNP, trådte han tilbage og blev efterfulgt både som partileder og førsteminister af Nicola Sturgeon.

SNP's lettere venstreorienterede politikker, som blandt andet har fjernet studieafgifter for universitetsstuderende og afskaffet brugerbetaling for receptpligtig medicin, er faldet i god jord hos de skotske vælgere. Skotland, som ellers traditionelt har været en Labour Party-højborg, har siden 2010'erne primært stemt for SNP, både ved valg til lokalparlamentet i Holyrood og til Det britiske parlament i Westminster. Efter 2014-afstemningen om skotsk uafhængighed mindskedes Labours popularitet blandt vælgerne kraftigt, og ved parlamentsvalget i 2015 blev partiet reduceret til blot at få en enkelt MP valgt i Skotland -- en voldsom decimering fra de 41, som var blevet valgt i 2010. Dette efterlod SNP som det altdominerende parti i skotsk politik. Ved parlamentsvalget i 2015 tog de således 56 af de Skotlands 59 pladser i Underhuset.

Det lykkedes i 2010'erne SNP at få gennemført en aftale med den britiske regering om en folkeafstemning vedrørende selvstændighed for Skotland. Den blev afholdt den 18. september 2014. Selvom 55 % af skotterne stemte nej til fuld selvstændighed, fik afstemningen sat Skotlands forfatningsmæssige forhold på dagsordenen. De skotske nationalister fik markeret en afstand til England og regeringen i London, og lederne af de store britiske partier måtte i forløbet op til afstemningen love (og siden holde løftet om) udvidet selvstyre til Skotland.

I perioden op til afstemningen i 2014 støttede langt de fleste skotske massemedier et ’nej’ (eneste større undtagelse var The Scottish Sun). Som konsekvens etablerede et større skotsk mediehus i november 2014 The National, Skotlands eneste avis som tydeligt støtter skotsk uafhængighed. ’IndyRef 2014’, som afstemningen kaldes populært, lod til endeligt at have afgjort Skotlands fremtid som en del Storbritannien. Nye storpolitiske udviklinger kom dog til at rokke ved den opfattelse.

Den britiske afstemning 23. juni 2016 om statens fremtidige medlemskab af EU, kaldet Brexit, gav endnu et snævert resultat, hvor 52% af vælgerne stemte for at ’Forlade’, mens 48% stemte for at ’Forblive’ i Den Europæiske Union.

Med det overraskende resultat måtte skiftende britiske regeringer indgå i forhandlinger om Storbritanniens udtræden af EU, hvilket skete endeligt 31. januar 2020. Den præcise stemmefordeling ved afstemningen i 2016 er signifikant, for mens vælgerne i England og Wales stemte for at forlade EU, støttede skotske og nordirske vælgere det fortsatte medlemskab. Faktisk stemte 62% af skotterne for at forblive i EU.

SNP's på det tidspunkt nye karismatiske leder Nicola Sturgeons svar var forudsigeligt og tydeligt: Da et lille flertal af skotterne stemte imod uafhængighed ved folkeafstemningen i 2014, var det ikke dette nye, ’mindre’, Storbritannien udenfor EU, de stemte for. Derfor, har SNP siden argumenteret, kræver situationen en ny skotsk folkeafstemning, som igen spørger skotterne: ’Bør Skotland være et uafhængigt land…’, dog med den væsentlige, underforståede tilføjelse: ’…inden for den Europæiske Union?’ Tilhængere af et ’IndyRef 2’ påpeger, at skotterne endnu engang er ofre for et demokratisk underskud, hvor flertallet stemmer for ét scenarie, men ender i et andet, mens kritikere primært hævder, at medlemskab af EU for et selvstændigt Skotland på ingen måde er givet, og at landet uden den form for økonomisk sikkerhedsnet vil være prisgivet.

Nationalisternes sag og SNP's popularitet led et foreløbigt knæk, da den ellers folkekære førsteminister og partileder, Nicola Sturgeon, blev tvunget til at træde tilbage i kølvandet på en række uheldige sager om partiets økonomiske dispositioner og hendes mands involvering i dem. I hendes sted valgte partiet i marts 2023 den tidligere lokale justitsminister Humza Yousaf som leder og dermed førsteminister for den skotske regering.

Yousafs tid som leder af SNP blev kort og tumultarisk. Med Bute House-aftalen mellem de (Skotske) Grønne og SNP, indgik de to partier i en koalitionsregering, som blandt andet vægtede klimapolitik og kønspolitisk lovgivning, som, hvis den var blevet gennemført, ville have sænket alderen for juridisk kønsskifte fra 18 til 16 år. Den britiske regering blokerede for kønsskiftelovgivningen, og internt i SNP var der ligeledes stor modstand både mod denne og klimapolitiske indrømmelser til de (Skotske) Grønne. Allerede i april 2024 opsagde Yousaf aftalen med koalitionspartneren, hvorefter SNPs nye mindretalsregering blev kastet ud i en krise. Den 29. april 2024 trådte Yousaf tilbage som partiformand og førsteminister.

Efter en kort og relativt udramatisk proces blev den tidligere partileder, Westminster MP og SNP-minister John Swinney, den 6. maj 2024 valgt til SNP-leder uden modkandidater, og dagen efter som førsteminister i SNP's mindretalsregering.

• Skotland
• Skotlands historie 1707-1999
• Skotlands parlament