Faktaboks

Sogn
Skjørring Sogn
Provsti
Skanderborg Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Skanderborg Kommune

Skjørring Kirke er en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid. I dag er en del af kirkens tilbygninger fra 1800-tallet, men bygget i det middelalderlige formsprog.

Kirken ligger i landsbyen Skjørring beliggende ca. midt mellem Silkeborg og Aarhus med 20 km til hver.

Kirkebygning

Kirken består af et skib og kor fra romansk tid. Kirkens nuværende tilbygninger er alle eftermiddelalderlige. Tårn og våbenhus fra henholdsvis 1867 og 1878 har dog haft ældre forgængere i bindingsværk.

I dag er kor og skib hvidkalket udvendigt og tårn og våbenhus står i blank mur med synlige byggematerialer, mens taget er belagt med røde tegl.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Skjørring Kirke, hvor de ældste dele er bygget af rå kampesten og granitkvadre.

Kirkens grundplan har været den traditionelle, romanske med skib og et lidt smallere kor med apsis mod øst.

Tilbygninger

Det lille tårn ved kirkens vestende er opført i 1867, som ses ved årstal angivet ved jernankre på bygningen. Den røde teglstensbygning er holdt i nyromansk stil med rundbuede dør- og vinduesåbninger. Gavlene mod øst og vest efterligner den middelalderlige arkitektur og prydes af blændingsdekorationer i form af runde, murede nicher.

Våbenhuset foran skibets syddør er bygget i samme stil som tårnet. I gavlen over den rundbuede dør ses hvidkalkede, runde blændinger samt korsdekoration.

Inventar i Skjørring Kirke

Inventaret i Skjørring Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie, og særligt inventaret fra 1600-tallet viser forbindelsen til den nærliggende hovedgård, Sjelle Skovgård.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som tilhører en gruppe af døbefonte i Østjylland alle dekoreret med løver. Kummen er smykket af fire løver i relief med hver sit fremspringende mandshoved. På foden ses menneskehoveder og relieffer med forskellige dyremotiver.

Inventar fra renæssancen

Altertavlen i højrenæssancestil med malerier fra 1897 stammer fra årene 1615-1620. I storfeltet ses et maleri af Kristus i Gethsemane og øverst Kristi buste, som er en kopi efter den italienske barokmaler Carlo Dolci.

Prædikestolen fra omkring år 1600 har fire fag med høje, smalle storfelter adskilt af søjler på hjørnerne. Stolen har opgang ad en samtidig, muret trappe gennem en brudt åbning i korbuen.

De østligste kirkebænke i nord og syd er herskabsstole for den daværende ejer af Sjelle Skovgård. Gavlenes topstykke er formet som adelsvåbner og kronet af et stort englehoved.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig