Skagensmalerne, en række skandinaviske malere, der i sommeren 1879 og især i 1880'erne blev tiltrukket af Skagens stærke sommerlys, særegne farver og storladne natur. Martinus Rørbye malede på Skagen i 1833 og 1847, og siden besøgtes stedet af marinemalere.

Fra 1874 malede Michael Ancher fiskerbefolkningen, og fra 1880 opstod der en kunstnerkoloni af rebelske unge malere, der skabte det moderne gennembrud i nordisk kunst, et sandhedssøgende friluftsmaleri inspireret af fransk kunst.

Kunstnerkolonien i Skagen

De mest kendte repræsentanter er Michael Ancher og Anna Ancher, der som de eneste boede i Skagen året rundt, P.S. Krøyer, Viggo Johansen, Laurits Tuxen, Carl Locher, nordmanden Christian Krohg og svenskeren Oscar Björck.

Med Brøndums Hotel som samlingssted malede man i gensidig inspiration, til tider side om side; den fælles målsætning blev alene formuleret visuelt. Bevidstheden om fællesskabet kom til udtryk i 1883, da P.S. Krøyer efter fransk forbillede påbegyndte portrætfrisen og den øvrige udsmykning af Brøndums spisesal (nu i Skagens Museum).

Som et monument over fællesskabet malede Michael Ancher En barnedåb (1883-87, Ribe Kunstmuseum), hvor en række af Skagensmalerne er faddere; flere af dem ses også på Krøyers Hip, Hip, Hurra! (1884-88, Göteborgs konstmuseum).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig