Faktaboks

Skærum Kirke
Sogn
Skærum Sogn
Provsti
Frederikshavn Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Frederikshavn Kommune
Skærum Kirke
Skærum Kirke består af et kor og et skib, som er opført i romansk tid og bygget af granitkvadre. Våbenhuset er fra 1884.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Skærum Kirke er en sognekirke, som ligger halvanden kilometer sydøst for landsbyen Skærum, knap ni kilometer vest for Frederikshavn. Kirken har en særpræget døbefont, hvis kumme har været flækket og siden er repareret med bly.

Kirkebygning

Kirken består af et romansk kor og et skib, som er bygget af granitkvadre. Den romanske periode dækker ca. 1050-1275. Hertil kommer et våbenhus på skibets sydside, som er fra 1884.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren stadig i brug, og selvom norddøren for længst er muret til, er den stadig synlig i murværket både ude og inde.

Kirken har ingen oprindelige vinduer bevaret, men de nuværende vinduer sidder sandsynligvis samme steder som de første, som har været mindre. På korets østmur fandtes der indtil 1790 et oprindeligt vindue, men dette forsvandt ved en istandsættelse af muren samme år. På skibets vestende ses øverst en cirkelformet blænding, dvs. en dekorativ murniche. Opmærksomheden tiltrækkes dog særligt af en stor del af murværket, som på dramatisk vis stikker ud fra det øvrige. Dette må skyldes en reparation af murværket, hvis årstal dog ikke kendes.

Indvendigt er kirkerummet særligt præget af kontrasten mellem de råt tilvirkede, hvidkalkede mure og det til sammenligning elegante, mørkmalede træloft i skibet, som igen kontrasterer med det tilsvarende hvidmalede loft i koret.

Inventar og gravminder i Skærum Kirke

Inventaret i Skærum Kirke er fra flere forskellige perioder, men med overvægt af inventardele fra 1900-tallet.

Middelalderinventar

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den enestående døbefont er kendetegnet ved sin firkantede karakteristiske fod, som har fire støtter, der holder selve kummen, og er udsmykket med et plovfuremønster. Kummen er kendetegnet ved en reparation med store blyplomber.

Fra middelalderen stammer også kirkens korbuekrucifiks, som i dag er ophængt på skibets nordvæg.

Øvrigt inventar

Prædikestolen er fra omkring 1913, hvor den gamle fra 1585 blev solgt til Nationalmuseet.

Altertavlen består af et maleri fra slutningen af 1600-tallet, som er indsat i en ramme fra 1968. Alterbordet og knæfaldet er i ubehandlet træ og stammer fra 1968.

Gravminder

I og omkring kirken findes en del gravsten og kors i granit fra romansk tid.

Kirkegård

Kirken ligger på en kirkegård, som ikke er udvidet siden slutningen af 1800-tallet og muligvis har bibeholdt sine middelalderlige grænser. Den er omgivet af kampestensdiger, og hovedindgangen er en port mod syd, hvor der også findes parkeringsplads.

Mod nordvest på kirkegården står der en klokkestabel.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig