Schweiz fremhæves ofte som eksempel på, at en flersproget stat er funktionsdygtig. Schweizertysk tales af ca. 4,2 mio., fransk af ca. 1,3 mio., italiensk af ca. 0,7 mio., og rætoromansk af ca. 40.000 (1992). Hertil kommer en række minoritetssprog. Den enkelte schweizer har sproglig valgfrihed, men i kontakten med myndigheder o.l. skal i almindelighed kantonens flertalssprog benyttes.

.

Schweiz har fire officielle sprog: tysk (63,7%), fransk (20,4%), italiensk (6,5%) og rætoromansk (0,5%).

Brugen af tysk regnes for et klassisk eksempel på mediebetinget diglossi: Som skriftsprog bruges standardtysk (schweizerhøjtysk), mens talesproget er schweizertysk (Schwyzertüütsch). Der er i modsætning til andre steder næsten ingen overgangszone mellem standard og dialekt; valget af sprogform er mere betinget af situationens grad af intimitet end af mediet (skriftlig eller mundtlig).

Sproget i de fransk- og italiensktalende egne afviger kun i ringe grad fra hhv. fransk og italiensk standardsprog.

Rætoromansk er formelt sidestillet med de tre andre sprog, men brugen kompliceres af, at det i 1982 etablerede skriftsprog Rumantsch Grischun ikke modsvarer nogen af de talte dialekter.

Schweizere, der ikke har schweizertysk som modersmål, kan have visse forståelsesproblemer i forhold til det talte schweizertysk. Som lingua franca bruges oftest fransk. I politik og administration på forbundsplan er de fire officielle sprog proportionalt repræsenteret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig