Containerskib
Containerskib passerer gennem Samsø Bælt.
Containerskib

Farvandet Samsø Bælt er en del af de internationale transitruter fra og til Skagerrak og Østersøen. Bæltet ligger mellem Samsø, Sejerø og Røsnæs på Sjælland. Bæltet er en del af en international transitrute, Rute-T), der forbinder Kattegat med Storebælt. Samsø Bælt har stor betydning for både havets vandudveksling og søfarten mellem de indre og ydre danske farvande.

Samsø Bælt er et de mest trafikerede farvande med mange navigationsmæssige udfordringer. Her er vekslende vanddybder, og især i den nordlige del omkring Samsø Østerflak, Hatter Rev (koordinater 55.9345, 10.7891) og Hatter Barn (koordinater 55.8830, 10.84508) er der store sand- og stenrev skabt af Storebæltsgletsjerens nordligste fremstød under den seneste istid. Havbundens banker gennemskæres af 30-60 m dybe render.

Nye skibsruter

Udviklingen inden for skibsfart har resulteret i, at nutidens skibe er både større og mere talrige end tidligere. Hvert år passerer omkring 70.000 skibe med stor dybgang gennem Samsø Bælt.

I 2020 blev der i et samarbejde mellem den danske Søfartsstyrelse, den svenske Transportstyrelse og søkortmyndighederne i begge lande oprettet nye skibsruter i Skagerrak og Kattegat. Disse ruter blev designet til store skibe og placeret over de dybeste vandområder for at forbedre sejladssikkerheden.

Rute T blev i det nordlige Kattegat suppleret med en ekstra ruter i 2020, bl.a. for at minimere risiko for olieudslip ved skibssammenstød eller strandinger. Ulempen ved de to ruter er, at de begge løber sammen netop i Samsø Bælt, der på den måde har fået en øget trafik.

Større sikkerhed

Lystsejler og olietanker.
Lystsejleren er på vej tværs over Samsø Bælt på vej til Ballen Havn på Samsø.
Lystsejler og olietanker.

Søfartsstyrelsen anbefaler, at alle skibe i Rute T benytter lods, hvis skibsføreren er uerfaren med farvandet, skibet har en dybgang på mere end 11 m – eller at skibet er lastet med højradioaktivt materiale.

I dag har skibsfarten heldigvis mange gode hjælpemidler som GPS, elektroniske søkort, ekkolod og VTS (Vessel Traffic Service). VTS-systemer er med til at forbedre sikkerheden, forhindre kollisioner og tab af menneskeliv samt beskytte havmiljøet. VTS kan fx også have til opgave at slå alarm, hvis et skib er ved at kollidere med en bro.

Arbejdet med at forøge sikkerheden i Samsø Bælt og øvrige farvande hører dog aldrig op, for der kommer hele tiden nye, teknologiske muligheder. Hydrografien bliver til stadighed forbedret med mere nøjagtige målinger i forhold til fx havstrømme, havdybder og tidevand.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig