Søllinge Kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Søllinge er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren kan endnu spores i murværket på sydsiden af skibet, mens norddøren er forsvundet.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode forlængede man koret mod øst og skibet mod vest, og i renæssancen opførte man tårnet. Det har mod vest et stort glamhul til klokkernes lyd, og tårnets taggavle er dekoreret med kamtakker. Tårnrummet havde siden 1693 fungeret som skolestue, men ved istandsættelsen i 1863 flyttede man hovedindgangen til tårnrummet.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets flade gipsloft.

I korbuen står der en romansk døbefont af granit. Den er af den såkaldte Vindingetype, og den står på en omvendt terningkapitæl.

Prædikestolen er cylinderformet og er dermed af en type, der blev relativt almindelig i empire-tiden. Det kan derfor antages, at den er fra anden halvdel af 1700-tallet.

Altertavlen er antageligt fra perioden efter midten af 1800-tallet. Det har en arkitektonisk opbygning med to par af store søjler, der bærer en gesims. I midten er der et maleri af korsfæstelsen.