São Tomé og Príncipe er en øgruppe og selvstændig republik i Guineabugten ud for Centralafrika. Øerne var indtil 1975 portugisiske; nu er det lille land – et af verdens fattigste og mindst kendte, men der er udsigt til økonomisk fremgang, hvis landets hidtil uudnyttede oliereserver har det omfang, som foreløbige undersøgelser antyder.
Flaget blev officielt indført i 1975. Det er skabt af befrielsesorganisationen MLSTP og indeholder de panafrikanske farver, grøn, gul og rød. Stjernerne står for statens to øer og viser, at landet er en del af det sorte Afrika. Den røde trekant symboliserer martyrernes blod, som er ofret i kampen for uafhængighed. Den grønne farve står for øernes vegetation, den gule for kakao.
Landet består af de to hovedøer og flere småøer, hvoraf enkelte er beboede. De er alle af vulkansk oprindelse, og især på São Tomé er der mange udslukte vulkaner; højest er Pico de São Tomé (2024 m). Øerne ligger nær ækvator og har tropisk klima næsten uden årstider. Nedbøren er rigelig (7000 mm) på de sydvestvendte bjergskråninger, hvor det meste er dækket af tæt, ufremkommelig regnskov, mens den aftager til 1000 mm på nordøstkysterne.
Ved afslutningen af den portugisiske kolonitid var økonomien næsten udelukkende baseret på kakaoplantager. Med selvstændigheden i 1975 rejste ejerne tilbage til Portugal, og plantagerne blev nationaliseret. Samtidig mistede man det beskyttede marked i moderlandet, og produktionen faldt drastisk. I 1985 blev meget privatiseret; nogle plantager blev udlejet til udenlandske selskaber, og andre blev udstykket til småbrug og omlægning til fødevareproduktion. Kakaoproduktionen steg noget, men lave kakaopriser på verdensmarkedet tog hurtigt luften ud af væksten. Også kaffe- og kopraeksporten har været præget af usikre priser. Fødevareproduktionen på småbrugene foregår stadig som svedjebrug mange steder og kan ikke dække landets behov. Importen er således langt større end eksporten, og målt per indbygger har São Tomé og Príncipe haft verdens næststørste udlandsgæld. Østaten fik i 2000 lettet gældsbyrden betragteligt og var i 2006 stillet yderlige gældssanering i udsigt.
Øerne har store skovresurser, men de udnyttes ikke. Fiskeriet er begrænset til lokalt kystfiskeri, mens fiskerilicenser i havterritoriet sælges til EU-lande.
I 2000 indgik landet aftale med Nigeria om fælles efterforskning efter olie i det forventede olierige havområde mellem landene. Nigeria står for 60 procent af udgifterne og modtager 60 procent af de eventuelle indtægter. De første produktionslicenser blev solgt til internationale selskaber i 2004. Den øgede aktivitet i forbindelse med olieinvesteringer er hovedårsagen til de seneste års høje vækstrater.
Over 95 procent af befolkningen bor på São Tomé og især i hovedstadsområdet. De fleste er efterkommere af slaver og kontraktarbejdere, som kom fra andre portugisiske kolonier, samt af blandede ægteskaber mellem disse og portugisere. Den romersk-katolske kirke har en dominerende stilling. Skolesystemet havde ikke høj prioritet for kolonimagten, og op mod to tredjedele er fortsat analfabeter.
São Tomé og Príncipe er meget smukke øer med gode sandstrande og burde kunne tiltrække turister. Også de uvejsomme regnskove med mange sjældne og endemiske arter kunne være en attraktion, men turismen begrænses af høje transportomkostninger og manglende udbygning af faciliteter.
Officielt sprog er portugisisk, men størstedelen af befolkningen taler portugisiskbaserede kreolsprog, kaldet dialekter; flest santomensisk, de øvrige kapverdisk, angolar eller Príncipe-kreolsk.
Øerne São Tomé og Príncipe var ubeboede, da de i ca. 1470 blev opdaget af portugisiske søfarere; omkring år 1500 koloniseredes de af Portugal. Med brug af slaver importeret fra Vestafrika blev kolonien verdens største sukkerproducent, indtil den omkring 1600 udkonkurreredes af Brasilien. Herefter kom hovedindtægten fra den transatlantiske slavehandel, idet øerne fungerede som opsamlingssted og mellemstation for portugisiske slavehandlere. I 1800-tallet gav kaffeproduktion ny økonomisk fremgang; i slutningen af århundredet gik man over til kakaodyrkning og var før 1. Verdenskrig den største producent i verden.
São Tomé og Príncipe blev en oversøisk provins i 1951. Efter Nellikerevolutionen i Portugal fik de i 1975 selvstændighed med Manuel Pinto da Costa som første præsident. I 1991 afholdtes landets første demokratiske valg; da Costas parti, MLSTP-PSD (Movimiento Libertaçao de São Tomé e Príncipe-Partido Social Democrático), mistede magten, og Miguel Trovoada (f. 1937) blev præsident. MLSTP-PSD vandt parlamentsvalgene i 1994 og 1998 og genvandt dermed regeringsmagten; Trovoada blev genvalgt som præsident i 1996. Ved præsidentvalget i 2001 vandt Fradique de Menezes (f. 1942), som er knyttet til det reformorienterede parti MDFM-PCD. Den politiske ustabilitet er imidlertid fortsat; bl.a. blev Menezes kortvarigt afsat ved et militærkup i 2003. Han fortsatte på præsidentposten frem til 2011, da embedet blev overtaget af landets første præsident Manuel Pinto da Costa.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.