Ringe Kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Ringe er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er forsvundet. Da syddøren sidder langt fra vestenden kan det antages, at skibet er blevet forlænget, måske allerede i romansk tid. Hver af skibets langmure har haft to små romanske vinduer.

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode opførte man våbenhuset ud for den romanske syddør i skibet, og man byggede kapellerne på nord- og sydsiden i skibets østlige ende. Både skibets vestlige taggavl samt våbenhusets og det nordlige kapels taggavle har enkle, spidse højblændinger.

I 1614 byggede man det nuværende tårn i teglsten ovenpå det eksisterende sydlige kapel. Det kan ses på de fire svungne spidsgavle med horisontale murbånd. Denne type gavle kaldes vælske gavle og er typiske for perioden.

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer præg af dets lofter med ottedelte krydshvælv. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

I kirken er der en romansk døbefont af granit. Den skålformede kumme står på en firkantet fod med hjørnehoveder.

Altertavlen er fra højrenæssancen. Den har en arkitektonisk opbygning med store søjler, der om bunden er prydet af dekorative bælter. De bærer en gesims med et såkaldt topstykke. I det store, midterste felt er der et maleri fra 1935 af Anna E. Munch, som forestiller Kristus i Emmaus.

Prædikestolen fra begyndelsen af 1600-tallet er ligeledes udført i højrenæssancen, og den kommer fra kapellet på Fjællebro. Den fornemt udskårne kurv har i fagene arkader med relieffer af Jesu passion. Hjørnerne markeres af bundter af søjler. Underbaldakinen fra den tidligere prædikestol under kurven blev i 1914 fremdraget, og den bæres af en fint udformet atlant, dvs. en mandlig figurudsmykket søjle, i form af en luthersk præst.

Nordkapellet kaldes Kaas’ Kapel. Her har siden opførelsen været begravelser og gravminder, hvoraf epitafier, dvs. mindesmærker, og ligkisteplader stadig kan ses. Under kapellet er der en gravkrypt med stensarkofager. I dag er kapellet inddraget som tværskib i kirken.

Sydkapellet under tårnet går under navnet Marmorkapellet. Her er der i 1776 indrettet gravkapel i nyklassicistisk stil. Det indeholder tre marmorkister.

Under kirkens alter er der en muret begravelse for Lammehaves ejere, og i våbenhuset er der en stor gravsten med helfigurer fra omkring 1560.