Rønninge Kirke

Rønninge Kirke set fra sydøst. Kirken er bygget af munkesten og har hvidkalkede murnicher.

Rønninge Kirke
Af .

Rønninge Kirke er i udgangspunktet en senromansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – særligt i senmiddelalderen, hvor en del af kirkens tilbygninger kom til, og den oprindelige kirke blev ombygget.

Kirken ligger i landsbyen Rønninge på Østfyn, ca. 12 km sydvest for Kerteminde.

Kirkebygning

Rønninge Kirke

Kirken set fra nordøst.

Rønninge Kirke
Af .

Kirken består af et kor og skib fra senromansk tid, omkring 1200-1250. Senere i middelalderen, i gotisk tid, blev et våbenhus føjet til på skibets sydside, et kapel på nordsiden og et tårn mod vest. I slutningen af middelalderen blev koret udbygget på bekostning af det romanske kor.

I dag står kirken i blank mur med synlige byggematerialer med undtagelse af de mange blændingsdekorationer, som er hvidkalkede i bunden, mens taget er belagt med tegl.

Den romanske kirke

Kirken er opført i middelalderens foretrukne byggemateriale, munkesten, på et fundament af rå kampesten. Kirkens grundplan har været den traditionelle romanske med skib og et lidt smallere kor mod øst. Begge bygningsdele er født med flade trælofter, og får først senere indbygget hvælv. Den bedst bevarede detalje er den oprindelige, romanske døråbning mod syd med glaserede teglsten og portalfremspring.

Gotikkens tilbygninger

Fælles for senmiddelalderens tilbygninger er, at de alle smykkes af trappeformede kamtakkede gavle med hvidkalkede blændingsdekorationer i form af høje murede nicher – typiske træk ved den gotiske arkitektur.

Både våbenhuset og tårnet er opført i løbet af 1400-tallet. Våbenhuset er sidenhen blevet forhøjet, og har altså oprindeligt været lavere. Også for tårnet gælder det, at bygningen oprindeligt har været lavere og blot har stået med to stokværk, dvs. etager. Indvendigt åbner tårnrummet sig mod skibet via en rundbuet, lav arkade. Det forhøjede tårn blev udstyret med et nyt klokkestokværk øverst med glamhuller mod nord og syd, hvorfra klokkens klang kan undslippe.

Koret blev forlænget og udbygget i 1460’erne og blev udstyret med et krydshvælv. Dette rum er forbundet med det oprindelige kor af en bred, spidsbuet arkade, der i dag fungerer som korbuen. I slutningen af middelalderen blev kapellet bygget til på skibets nordside. Indvendigt sættes kapelrummet i forbindelse med skibet via to spidsbuede arkader og overdækkes af to krydshvælv.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter, som for en del af skibet er udført som et karakteristisk ottedelt hvælv med ottetakkede stjerner.

Kirkens større inventarstykker, såsom kirkebænke og salmenummertavler er holdt i brune og grålige farvenuancer med gullige detaljer, som hovedsageligt stammer fra en istandsættelse i 1968.

Kalkmalerier i Rønninge Kirke

Kalkmalerier i Rønninge Kirke

I koret er der indvielseskors fra 1460’erne. De blev malet på væggene de steder, hvor bispen ved kirkens indvielse havde afsat korsets tegn. Over dem i hvælvet ses en korsfæstelsesscene og en dommedagsscene.

Kalkmalerier i Rønninge Kirke
Af .
Kalkmalerier i Rønninge Kirke

Kalkmalerier i Rønninge Kirke, der forestiller Kristi lidelseshistorie fra piskningen til Kristus for Pilatus.

Kalkmalerier i Rønninge Kirke
Af .

Kirken rummer en hel del kalkmalerier fra forskellige tidsperioder, som er delvist afdækkede. Ældst er nogle kvadratiske indvielseskors på korets østvæg fra 1460’erne, som maledes på væggene de steder, hvor bispen ved kirkens indvielse havde afsat korsets tegn. I korets hvælv ses en korsfæstelsesfremstilling og en dommedagsscene.

I skibets østlige hvælv ses Jesu fødsel og kongernes rejse, som er udført omkring 1475-1500. På tårnrummets vægge er malet en Madonna med barn og korsbæringen. Disse er lidt yngre, fra omkring 1510-1520.

Inventar i Rønninge Kirke

Inventaret i Rønninge Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af rødlig granit. Den firkantede kumme prydes af en indhugget tovsnoning ved mundingen, og dens indvendige fordybning er udført med stejle sider.

Gotisk altertavle

Kirkens altertavle er fra omkring 1500 og viser en figurrig korsfæstelsesfremstilling flankeret af fire forskellige scener fra Jesu lidelseshistorie. Den fremtræder i dag med en nyere broget bemaling.

Inventar fra renæssancen

Prædikestolen er fra 1570’erne i ungrenæssancestil og har relieffer med bl.a. bibelindskrifter og malede våbenskjolde og indskrifter for giverne. Lydhimlen over prædikestolen er først kommet til senere og stammer fra omkring 1750. Bemalingen er en restaurering af de oprindelige farvespor.

I nordkapellet ses et fornemt portrætrelief i alabast af Caspar Markdanner (1533-1618), lensmand og ejer af en nærliggende herregård. Relieffer viser Markdanner i busteportræt med pibekrave og kæde om halsen. Markdanners reliefskårne våbenskjold ses også.

Gravminder

I nordkapellets vestvæg ses Caspar Markdanner og Sophie Oldelands (1576-1639) gravsten fra 1602. Parret er vist stående i fuld figur under en dobbeltarkade. Caspar Markdanner er i rustning og med venstre hånd om fæstet på et sværd. Sophie Oldeland ses med en perlebesat hue og kæder med medaljonvedhæng over den fodlange kjole. Mellem dem sidder en lille hund med et fornemt halsbånd.

En runesten fra ældre vikingetid, omkring 900-950 er sat over Elev, Asgots søn, af hans broder Sote. Den bærer lodret runeindskrift på olddansk. Siden 1982 har den stået i kirkens våbenhus, men blev i 1627 registreret i en brolægning i Rønninge.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig