Qaanaaq, Thule, by i Nordgrønland, 630 indb. (2016). Qaanaaq var hovedby i den tidligere Qaanaaq Kommune, der efter 2009 indgår i Qaasuitsup Kommunia. Byen er en af de nordligste bosætninger i verden.
Faktaboks
- Etymologi
- Qaanaaq betyder ’hulerne ved stranden’ på grønlandsk
Byen ligger i et produktivt fjordområde omkranset af gletsjere og indlandsis. Fjorden har gode forekomster af sæler, narhval og hvidhval, og fangsten suppleres med fuglefangst på områdets berømte fuglefjelde med bl.a. søkonger i milliontal. En stor del af fangsten konsumeres lokalt. Størstedelen af lønindkomsterne stammer fra undervisning og øvrig offentlig service.
Qaanaaq har jævnlig helikopterforbindelse til Thule Air Base og fik i 2001 lufthavn for fastvingede fly, bl.a. for at tiltrække turister til dette helt specielle højarktiske samfund.
Hovedparten af indbyggerne i det oprindelige Thule, som Knud Rasmussen anlagde i 1910, flyttede i 1953 de mere end 100 km mod nord til Qaanaaq. Anlæggelsen af den amerikanske luftbase Thule Air Base (Pituffik) medførte stærkt forringede fangstmuligheder ved Thule, især pga. støjen fra fly- og skibstrafik. Se også Thulesagen.
Befolkningen i Qaanaaq er nordgrønlændere og taler en dialekt meget forskellig fra vestgrønlandsk. Det traditionelle fangsterhverv er bevaret i Qaanaaq i højere grad end i det øvrige Grønland, og det spiller en stor rolle for fødevareforsyningen. Ved Qaanaaq opførte staten huse samt butik, kirke, skole og sygehus til de tilflyttede familier. Befolkningens store ekspertise i at rejse og overleve under højarktiske forhold har betydet, at den fra begyndelsen af 1900-t. har støttet og deltaget i nordpolsekspeditioner.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.