Prut

Floden Pruts løb i Jaremtje i det vestlige Ukraine.

Prut er en 950 km lang biflod til Donau. Siden 1991 har den dannet grænse mellem Moldova og Rumænien.

Prut udspringer i de skovklædte Karpater nær Jablonizpasset i Ukraine. Fra udspringet løber floden mod øst til Tjernivtsi, hvorefter den indtil sammenløbet med Donau øst for Galaţi løber på grænsen mellem Moldova og Rumænien. På det nederste stykke slynger den sig gennem en 4-10 km bred og mere end 100 m dyb, nedskåret dal.

Prut er sejlbar indtil Ungeny nær Iaşi.

Historie

Den russisk-tyrkiske krig 1710-1711 sluttede med freden ved Prut i 1711, hvor Rusland måtte acceptere et nederlag. Rusland fik revanche ved den næste russisk-tyrkiske krig 1768-1774, hvor Rusland vandt i slaget ved Kagul.

Fra 1812 og frem til 1. Verdenskrig dannede Prut grænse mellem Rusland og fyrstendømmet Moldavien/Rumænien.

Fra 1918 til 1939 løb floden på det første stykke i Polen og på det sidste stykke i Storrumænien, og efter 1945 dannede den grænse mellem Den Moldaviske Sovjetrepublik (og dermed USSR) og Rumænien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig