Faktaboks

Pernille Weiss

Pernille Wiis Weiss; tidligere Pernille Weiss-Pedersen og Pernille Weiss Terkildsen; født Pernille Wiis Tønnesen

Født
12. marts 1968, Gamborg ved Middelfart

Pernille Weiss er en dansk politiker fra Det Konservative Folkeparti, medlem af Europa-Parlamentet siden 2019. Hun er mod sit eget ønske ikke genopstillet som kandidat på partiets liste ved europaparlamentsvalget i 2024.

Pernille Weiss' baggrund

Pernille Weiss er oprindelig uddannet sygeplejerske og har været aktiv i Dansk Sygeplejeråd. I 2004 blev hun cand.scient i sundhedsvidenskab fra Syddansk Universitet, senere desuden master i innovation og ledelse samt certificeret sexolog. Hun drev 2008-2020 rådgivningsvirksomheden ArchiMed Aps, der arbejdede med sammenhænge mellem arkitektur og sundhed.

Som ung meldte Pernille Weiss sig ind i Konservativ Ungdom, og hun var fra medlem af Fyns Amtsråd for Det Konservative Folkeparti fra 1996 til 2004. I amtsrådet var hun ofte uenig med sin gruppe, ledet af den senere borgmester i Odense Jan Boye (f. 1962), og stemte undertiden anderledes end de øvrige konservative.

Hun var kandidat for partiet i Nyborg-kredsen ved folketingsvalgene i 1994 og 1998. Forud for folketingsvalget i 2001 blev hun først opstillet, men valgte at trække sig af personlige årsager.

Europaparlamentsvalget 2019

I valgkampen forud for valget til Europa-Parlamentet i 2019 slog den ellers forholdsvis ukendte Weiss igennem i en sådan grad, at det lykkedes Det Konservative Folkeparti, som i perioden ellers havde ligget lavt i meningsmålingerne, at fastholde et mandat og dermed dansk repræsentation i Det Europæiske Folkepartis gruppe (EPP-gruppen). Hun fik 80.140 personlige stemmer, og partiet blev sjettestørst med 6,2 % af stemmerne.

Weiss som medlem af Europa-Parlamentet 2019-2023

Pernille Weiss har som medlem af Europa-Parlamentet især markeret sig som medlem af udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. I 2021 blev hun udpeget som formand for en ny uformel gruppe af parlamentsmedlemmer, der vil have fedme anerkendt som en kronisk sygdom. Hun har 2022-2023 været parlamentets chefforhandler i forbindelse med revisionen af den forordning, der regulerer transport af affald over landegrænser. I 2023 blev hun desuden chefforhandler for revisionen af EU's lægemiddelforordning.

Pernille Weiss har i parlamentet også beskæftiget sig med bl.a. kultur- og forskningspolitik. I 2022 advarede hun om, at den akademiske frihed er under pres i EU-landene, og hun talte i den forbindelse for, at paragraffen om forskningsfrihed i EU-Traktaten bør udvides, og at den såkaldte retsstatsmekanisme også bør omfatte akademisk frihed.

Hun er desuden bl.a. næstformand for parlamentets delegation for forbindelser med Kina.

Det Europæiske Folkepartis Gruppe

I 2020 blev det Pernille Weiss' opgave som repræsentant for Det Konservative Folkeparti i Danmark at kræve det ungarske regeringsparti Fidesz ekskluderet fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (EPP-Gruppen). Da gruppen i 2001 med 148 stemmer mod 28 stemte for at indføre muligheden for at ekskludere medlemmer, valgte Fidesz selv at forlade gruppen.

Opstillingen af EP-kandidater i 2023

Efter en række tidligere ansattes beretninger om arbejdsforholdene hos Pernille Weiss i Europa-Parlamentet besluttede partiledelsen i 2023 at ikke at indstille hende som kandidat ved europaparlamentsvalget den 9. juni 2024. I stedet indstillede man som spidskandidater folketingsmedlemmerne Niels Flemming Hansen (f. 1974), Birgitte Bergman (f. 1967) og Marcus Knuth som tre spidskandidater på en samlet liste uden Pernille Weiss' navn.

Weiss besluttede alligevel at stille op som kandidat på Det Konservative Landsråd den 23.-24. september 2023 efter at være blevet indstillet af de konservative vælgerforeninger på Fanø og i Silkeborg. Indstillingen fandt støtte i et brev fra 22 aktive i partiet, heriblandt fire byrådsmedlemmer med 2. viceborgmester i Aalborg Vibeke Gamst (f. 1947) som den mest prominente. Vælgerforeningen i Silkeborg trak dog siden støtten til indstillingen. Pernille Weiss endte med ikke at blive opstillet, da 145 delegerede på landsrådet stemte ja til, at hun skulle have muligheden, mens 440 stemte nej.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig