Paul Celan

Faktaboks

Paul Celan
født:
1920
død:
1970

Paul Celan, 1920-1970, tysksproget lyriker, der voksede op i Bukovina, en landsdel med skiftende statstilhørsforhold (Østrig-Ungarn, senere Rumænien). Fra 1948 levede Paul Celan som sproglærer i Paris, indtil han valgte druknedøden i Seinen.

Celans digtning er præget af en fundamental oplevelse af fremmedhed, der udspringer af den forfulgte jødes erfaring. For at fastholde denne erfaring på sin mors sprog, det samme, der var blevet forvrænget af hendes bødler, udsætter han sproget for en koncentration på grænsen til stumhed: "Tal også du / tal som den sidste... / Giv også dit ord mening: / giv det sin skygge.../ Sandt taler den, der taler skygge...". Dog henviser selv de dunkleste udsagn stadig til verden uden for digtet.

Dette sammenfald af sproget som hemmelighedsfuldt tegn og udtryk for historisk genkendelig virkelighed har medført en strøm af litteraturvidenskabelige forsøg på at løse digtenes gåder, både i form af rene tekstanalyser og i minutiøse kortlægninger af et digts baggrund i biografiske og politiske forhold.

Paul Celan fik sit gennembrud sidst i 1950'erne, og han har siden inspireret ikke kun tyske, men også en række danske og udenlandske modernister; hans udgivelser er samlet i Gedichte I-II (1975). Danske oversættelser i flere tidsskrifter og i samlingen Sort mælk ved Peter Nielsen, 1984, forøget udg. Du behøver hvert strå, 1994.

Digtet "Dødsfuga"

Med sit berømte digt "Dødsfuga", skrevet i 1945, satte Paul Celan et minde over sin mor og alle de andre, der døde i Hitlers koncentrationslejre. Den sidste del af digtet, der indgår i samlingen Mohn und Gedächtnis (1952), lyder:

en mester fra Tyskland er døden hans øjne er blå

med blykugler rammer han dig og rammer præcist

en mand bor i huset dit gyldne hår Margarete

han hidser på os sine hunde og giver os en grav i luften

han leger med slangerne drømmer om døden en mester fra Tyskland

dit gyldne hår Margarete

dit askegrå hår Sulamith

Oversat af Ivan Malinovski: Glemmebogen (1962).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig