Faktaboks

Også kendt som

Beaver State

Hovedstad
Salem
Indbyggertal
4.246.155 (2021)
Areal
254 799 km²
Indbyggere pr. km²
17,03
Flag

Placering af Oregon.

.
Oregon.
.

Oregon er en stat i det nordvestlige USA mellem Washington og Californien. Oregon blev optaget i unionen i 1859 som den 33. stat. Guvernøren er Kate Brown fra Det Demokratiske Parti.

Oregon er overvejende tyndtbefolket bortset fra Willamettedalen i nordvest med hovedbyerne Portland, Eugene og hovedstaden Salem. Resten af indbyggerne bor i småbyer eller tilhører en vigende landbefolkning. Til mindretallene hører en fåtallig oprindelig befolkning foruden asiater, afroamerikanere og hispanics, især mexicanere (1994).

Oregon råder over store vandkraftværker, som har været en vigtig drivkraft i den økonomiske udvikling siden 1930'erne. De fleste, bl.a. John Day og Bonneville på den nordlige grænseflod Columbia River, indgår i multipurpose projects, hvor energien til metalsmelteværker og anden industri er koblet sammen med flodkontrol og vandtilførsler til landbruget.

Industrien har traditionelt været knyttet til råstoferhvervene; det gælder fx fødevareindustri samt tømmer- og papirindustri, hvis tyngdepunkt ligger i de produktive nåleskove mod vest og nordøst. Skovarealet udgør 43%, mens landbruget dækker 45%, heraf hovedparten i form af græsningsområder og ekstensive kornbrug (især hvede) på de halvtørre højsletter mod øst. Af landbrugets 37.500 bedrifter er de fleste dog koncentreret i den frugtbare Willamettedal, inkl. gartnerier, frugtplantager og vingårde (tal fra 1994). Portland, som via Columbia River har skibsforbindelse med Stillehavet, har en stor havneomsætning og en høj koncentration af computervirksomheder.

Landskabet er varieret og bjergrigt med udslukte vulkaner, vandrige floder og dybe slugter. Højeste punkt er Mt. Hood (3427 m) i Cascade Range, som opdeler staten i et tempereret kystklima mod vest (årsnedbør 1000-2000 mm) og et tørt, fastlandspræget klima mod øst (årsnedbør 250-500 mm). Til turistmålene hører Crater Lake, Oregon Caves, Hell's Canyon og John Day Fossil Beds foruden talrige naturparker, bl.a. langs den naturskønne Stillehavskyst.

Vin

Oregon har et vinareal på ca. 2500 ha og en årlig produktion på 6 mio. flasker vin. 70 af statens ca. 90 vingårde ligger i Willamettedalen, og de fleste fremstiller mindre end 100.000 flasker. Pinot noir, chardonnay og riesling udgør 90% af vinene, men pinot gris og gewurztraminer er også vigtige (tal fra 1994). Den moderne vinavl begyndte først i 1960'erne, og gennembruddet kom, da David Letts (født 1939) pinot noir i 1979 vandt en smagning foran store vine fra Bourgogne.

Historie

Spanske søfarere besejlede kysten i 1540'erne, men området, der var beboet af mange relativt små samfund af oprindelige folk, udforskedes først i slutningen af 1700-tallet. I 1792 gjorde USA krav på det. I henhold til en britisk-amerikansk traktat fra 1818 skulle området være åbent for begge landes interesser, men da den amerikanske tilflytning ad det såkaldte Oregon Trail tog fart i 1840'erne, indgik USA og Storbritannien i 1846 en aftale om grænsedragningen, Oregonforliget, hvorefter Oregonterritoriet blev etableret i 1848. I 1853 udskiltes Washingtonterritoriet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig