Odesa

Primitiv barrikade foran operahuset i Odesa den 21. marts 2022. Det var knap fire uger efter starten på den russiske invasion af Ukraine.
Operahuset i Odesa.
Sedat Suna/EPA/Ritzau Scanpix.
Potemkim Trappen i Odesa blev berømt efter Sergei Eisensteins film Panserkrydseren Potemkin.
Potemkim Trappen, 2014.
Chris Stowers/Cst08391ukr/Ritzau Scanpix.

Puskinskaya. Foto 1993.

.

Artikelstart

Odesa er provinshovedstad i Ukraine ved Sortehavet. Byen havde 1,02 millioner indbyggere i 2015. Den har store, relativt moderne havnefaciliteter og var i 1800-tallet Ruslands næstvigtigste havneby (efter Sankt Petersborg). Byen er nu Ukraines mest betydningsfulde gods- og passagerhavn.

Faktaboks

Også kendt som

russisk Odessa

Odesa er også et industrielt center med store metalforarbejdningsvirksomheder, olieraffinaderier, kemiske industrier og en bred vifte af letindustrier. Odesas erhvervsliv blev dog som det øvrige Ukraines hårdt ramt under 1990'ernes krise.

Byen har universitet og talrige andre højere uddannelsesinstitutioner, forskningsinstitutter og kulturinstitutioner. Den er også kendt for sine mange kur- og helsebade, navnlig mudderbade.

Stedet, der i 1400-tallet var kendt som den tatariske by, blev erobret af russerne fra osmannerne i 1791. De påbegyndte straks anlæg af fæstning, by og havn.

Det nuværende centrum blev udlagt i begyndelsen af 1800-tallet med tre hovedalléer, skåret af en række vinkelrette, ligeledes træbevoksede tværgader. På trods af de hårde kampe under 2. Verdenskrig rummer centrum stadig mange bygninger i russiske stilarter fra 1800-tallet, bl.a. Pototskijpaladset, som i dag er kunstmuseum. Berømt er den monumentale, 172 m lange Potjomkin-trappe fra 1830'erne, der går fra byens centrum ned til havnen. Den spillede en hovedrolle i Sergej Eisensteins film "Panserkrydseren Potemkin" fra 1925.

Under anden verdenskrig blev byen i 1941 besat af Nazityskland og deres rumænske allierede. Modstanden fortsatte fra byens katakomber, hvor partisankrigerne holdt til. Odesa blev befriet af sovjetiske tropper i april 1944.

Den 2. maj 2014 døde 42 under sammenstød mellem proukrainske og prorussiske demonstranter. Fire blev dræbt under protesterne, og mindst 32 fagforeningsmedlemmer blev dræbt, da en fagforeningsbygning blev sat i brand efter udveksling af molotovcocktails mellem parterne. Opinionsundersøgelser fra perioden september-december 2014 viste ingen støtte til Rusland.

Under den russiske invasion i 2022 har byen været udsat for mindre russiske angreb. Den menes at være målet for det russiske fremstød fra Mariupol mod vest.

Læs mere i Den Store Danske

Champagnefabrikken på Fransuski Boulevard.

.

Kommentarer (2)

skrev Anne Paludan Plaschke

Da 'Odesa' nu er den danske skrivemåde for denne by, vil jeg gerne spørge, hvordan vi skal udtale det. På dansk bruger vi vel danske udtaleregler, og på dansk udtales 'essa' og 'esa' ikke på samme måde. Skal vi også ændre vores udtale, eller skal vi se bort fra de danske udtaleregler og bevare den tidligere udtale? Hvilken udtale svarer bedst til den ukrainske?

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig