Nordpolen har gennem århundreder udgjort det ultimative mål i den geografiske udforskning af Arktis, og en lang række forsøg på at nå polen blev gjort med skib og slæde og i nyere tid også med ballon. De tidlige forsøg var alle dømt til at mislykkes, da de ofte var baseret på fejlagtige antagelser om land, is, havstrømme o.a. og foretaget med skibe og udstyr, der ikke kunne honorere de ekstreme krav, som klima og uvejsomme rejseruter stillede.
Nordpolsekspeditioner
Det er en gammel tradition, at opdagelsesrejsende navngiver geografiske lokaliteter; det gælder også i Nordgrønland. R.E. Peary er bl.a. ansvarlig for Independence Fjord, som han først så på den amerikanske uafhængighedsdag, 4. juli 1892. Andre navne er efter hans foresatte og sponsorer. Mylius-Erichsen fulgte i 1907 en tilsvarende praksis (Rigsdagen og konseilspræsident J.C. Christensen støttede hans Danmark-ekspedition). Tegn på pionerernes hjemve kan endvidere findes i et navn som Kaffeklubben Ø (efter en klub på Mineralogisk Museum). Hertil kommer den stadig levende tradition, at kongehuset lægger navne til sædvanligvis større områder.
Forsøg med sejlads
I 1773 sendte det britiske admiralitet to skibe under kommando af John C. Phipps for at afprøve, hvor langt mod nord det var muligt at sejle. Phipps nåede 80°48' n.br., den hidtil nordligste bredde, man var nået til, før han blev standset af isen. Phipps' rekord blev slået 33 år senere af William Scoresby sr., der i 1806 med hvalfangeren Resolution nåede 81°30' n.br. I 1868 nåede A.E. Nordenskiöld med Sofia op på 81°42' n.br., dvs. blot 12 sømil nordligere end Scoresby. Et forsøg på at nå yderligere nordpå med Sofia måtte opgives, da skibet blev beskadiget i isen.
En amerikansk ekspedition under Charles F. Hall forsøgte i 1871 at nå Nordpolen gennem Smith Sund med USS Polaris. Hall nåede 82°11' n.br., men da han døde i november, blev yderligere forsøg opgivet, og ekspeditionen faldt nærmest fra hinanden. Endnu et amerikansk forsøg 1879-1881 under George W. De Long med skibet Jeannette, denne gang via Beringstrædet, mislykkedes, og ekspeditionen endte som en katastrofe, hvor 20 af de 33 deltagere omkom. Det var og blev umuligt at sejle til Nordpolen med konventionelle skibe, og det lykkedes da også først at nå Nordpolen med skib, da den amerikanske atomubåd USS Nautilus i 1958 nåede frem ved at sejle under isen.
Forsøg med slæder over isen
Allerede i 1827 havde den britiske søofficer William E. Parry forsøgt at nå Nordpolen fra Svalbard med to både forsynet med meder, der kunne trækkes over fast is og sejles gennem åbent vand. Parry og hans folk vandt kun langsomt frem, men nåede dog 82°40' n.br., hvor Parry måtte erkende, at de drev hurtigere mod syd, end de var i stand til at vinde mod nord.
1872-7183 forsøgte Nordenskiöld sig igen, idet han denne gang havde planlagt at rejse med slæder, der blev trukket af rensdyr. En række uheld hindrede dog planens gennemførelse bl.a. stak alle rensdyr af på nær et. På G.S. Nares' (1831-1915) ekspedition med Alert og Discovery (1875-1876) søgte A.H. Markham (1841-1918) i 1876 fra Ellesmere Island med trækslæde mod Nordpolen og nåede den hidtil nordligste bredde, 83°20' n.br., før han måtte vende om.
Forsøg med specialskib og ballon
S.A. Andrées ballonekspedition, efter at ballonen Örnen pga. brinttab og overisning var blevet tvunget ned på isen den 14. juli 1897, blot tre dage efter afgangen fra Svalbard. De tre ekspeditionsdeltagere søgte over isen mod Franz Josefs Land, men de nåede ikke længere end til Kvitøya, hvor de omkom. De blev fundet i 1930 sammen med deres eksponerede, men delvis ødelagte film, som det dog lykkedes at fremkalde. På dette fotografi, der er taget af Nils Strindberg, ses ved ballonkurven Andrée og foran ballonen Knut Frænkel. Originalfoto på Andréemuseet i Gränna.
1893-1896 prøvede nordmændene Fridtjof Nansen og Otto Sverdrup noget nyt, idet de med et specialbygget skib, Fram, søgte at drive med isen hen over Nordpolen. Det lykkedes ikke helt, men Nansen nåede dog fra skibet med hundeslæde op på 86°14' n.br. i 1895, og året efter nåede Fram under sin drift op på 85°55' n.br., resultater, der var rekorder for både slæde- og skibsrejser. I 1897 forlod svenskeren Salomon A. Andrée med to fæller Svalbard i en delvis styrbar brintballon i tillid til, at det med de fremherskende vinde kunne lykkes at navigere hen over Nordpolen. Forsøget mislykkedes imidlertid, og de tre mænd omkom.
Robert E. Peary og Frederick A. Cook
Robert Edwin Peary med kronometer, sekstant, kunstig horisont m.m. på Nordpolen, 1909.
Det blev Robert E. Peary, der fik æren af at være den første, der nåede Nordpolen. Ifølge Peary selv nåede han, hans assistent Matthew Henson (1866-1955) og fire inuitter Nordpolen den 6. april 1909. Budskabet herom nåede omverdenen den 6. september, blot to dage efter at en anden amerikaner, Frederick Albert Cook, var ankommet fra Grønland til København, hvor han hævdede, at han med to inuitter havde nået Nordpolen allerede den 21. april 1908, altså et år før Peary. Skønt naturligvis ingen af de to mænd kunne føre absolut sikkert bevis for at have nået den geografiske nordpol, valgte man at tro Peary, der kunne fremlægge det mest overbevisende materiale og tidligere havde meriteret sig i arktisk forskning, så han blev hyldet fra alle sider, mens Cook blev stemplet som en plattenslager. Nogle tvivler dog stadig på, at afgørelsen var rigtig.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.