Faktaboks

Nina Bouraoui

Yasmina Bouraoui

Født
31. juli 1967
Nina Bouraoui

Nina Bouraoui. Foto fra 2016.

Af .
Licens: CC BY 3.0

Nina Bouraoui er en frankofon forfatter med en fransk mor og en algerisk far. Hun tilbragte sin barndom i Alger og markerer i sine bøger dette tilhørshold, selvom hun tidligt flyttede til Frankrig. Hun er aldrig gået uden om, at hun som lesbisk kvinde har villet give sprog og litterært udtryk til sin kønsorientering, som flere af hendes selvbiografiske romaner også handler om.

Nina Bouraoui blev prisbelønnet for romanen La Voyeuse interdite (1991, dansk Udsigten, 1993) om det kvindelige subjekts undertrykkelse i det muslimske Algeriet inden borgerkrigen 1991-2002. Algeriet er stadig rammen i Le Jour du séisme (1999). Fra og med La Vie heureuse (2002) giver hun det kvindelige begær en større og større plads i sine bøger (Mes mauvaises pensées, 2005, Prix Renaudot). I Tous les hommes désirent naturellement savoir (2018) veksler hun mellem erindringer fra sin egen og familiens tid i Algeriet og sit valg af liv som lesbisk og den dermed forbundne lyst til at skrive: "Uden ord er der intet, der eksisterer", siger hun, mens jeg-personen ser sandheden i øjnene og fra "at huske" og "at blive" finder vej til "at være".

Nina Bouraouis stil er koncis og rytmisk markeret og understøtter fremstillingen af personerne i romanerne. Hendes romaner formidler på den måde et utvetydigt og meget bevidst budskab om den kvindelighed, der også er hendes egen.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Nina Bouraoui
  • MacLachlan, Rosie (2016). Nina Bouraoui, autofiction and the search for selfhood. Lausanne: Peter Lang.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig