Algier er hovedstaden i Algeriet; der bor 3,4 millioner indbyggere (2011). Byen ligger midt på den algeriske Middelhavskyst på skråningerne af bjerget Sahel; placeringen giver den karakter af et kæmpemæssigt, hvidt amfiteater. Omkring den gamle muslimske bydel med smalle, krogede gader er den moderne by opstået med brede boulevarder i nord-sydgående retning; disse er kantet af moderne boligbyggeri og kontorbygninger i sydeuropæisk stil. Den smukkeste udsigt over byen fås fra byens basarkvarter, kashba'en fra 1590. Denne er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste.
Faktaboks
- Også kendt som
-
fransk Alger, arabisk al-Jazair 'øerne'
Ved Algeriets selvstændighed i 1962 forlod en stor del af byens europæere (franskmænd) hovedstaden; de udgjorde op imod halvdelen af indbyggerne. Den store indvandring fra landdistrikterne betød dog udligning af indbyggertallet i løbet af få år. Algier er landets vigtigste havneby samt det økonomiske, politiske og kulturelle center.
Byens arabiske navn skyldes nogle små øer, der oprindelig lå lidt ud for kysten, men nu enten er forbundet med den eller forsvundet ved anlæggelsen af byens moderne havn.
Kommentarer (2)
skrev HANS-OLE MØRK
Hej.
Jeg vil blot gøre jer opmærksom på en trykfejl i billedteksten til billedet af Martyrernes Mindesmærke. Der står frihadskamp i stedet for frihedskamp.
Venlig hilsen
Hans-Ole Mørk
skrev Jørgen Nørby Jensen
Mange tak for din kommentar. Fejlen er nu rettet.
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.