Faktaboks

Niels Hansen Ditlev Larsen
Født
21. november 1889, Horsens
Død
15. november 1969, Otterup

Niels Hansen Ditlev Larsen var en dansk våbenfabrikant og skytte, der vandt fem OL-medaljer – heriblandt OL-guld for hold i 1920.

Opvækst og uddannelse

Niels Hansen Ditlev Larsen voksede op i Horsens og var 14 år, da han blev medlem af Horsens Skyttekreds. I 1906 blev han udlært som finmekaniker ved Emil Møllers Telefonfabrik i Horsens. I 1912 blev han indkaldt til militærtjeneste ved Hærens Tekniske Korps.

Erhvervskarriere

Niels Hansen Ditlev Larsen

Niels Hansen Ditlev Larsen med en M48-riffel produceret på geværfabrikken i Otterup. Foto fra 1945.

I 1910 blev Niels Hansen Ditlev Larsen ansat hos Hans Christian Schultz (1864-1937), der havde sit eget bøssemagerværksted. Af sin far havde Niels Hansen Ditlev Larsen nogle år forinden fået et af gevær, som Hans Christian Schultz havde produceret, en såkaldt Schultz-riffel. Geværet havde et forkert bundstykke, hvilket Niels Hansen Ditlev Larsen selv ordnede, men de kom i kontakt med hinanden på den måde og kom til at samarbejde i små tre årtier. Niels Hansen Ditlev Larsen var først bøssemager og fra 1917 medejer af virksomheden, som kom til at hedde Schultz og Larsen – Otterup Geværfabrik.

Hans Christian Schultz deltog som skytte både ved OL i 1908 i London og OL i 1912 i Stockholm, og hans bedste resultat – som han opnåede i den britiske hovedstad – blev en fjerdeplads i holdkonkurrencen for frit gevær over 300 meter.

Sportslig karriere

Niels Hansen Ditlev Larsen skød, efter at han kom til Otterup, med geværer, han selv havde lavet, og i 1912 deltog han for første gang ved De Olympiske Lege. Her vandt han to bronzemedaljer: i armégevær over 300 meter fra tre forskellige positioner (kaldet helmatch) og i holdkonkurrencen for frit gevær over 300 meter fra tre forskellige positioner.

I 1916 gik han glip af muligheden for at vinde OL-medaljer, da legene blev aflyst på grund 1. Verdenskrig. Men ved OL i Antwerpen i 1920 var han med til at vinde guld for hold i armégevær over 300 meter i stående stilling sammen med Lars Jørgen Madsen, Anders Peter Nielsen (1867-1950), Erik Sætter-Larsen (1892-1966) og Anders Martinus Petersen (1876-1968), mens det individuelt blev til sølv i frit gevær fra tre forskellige positioner.

Ved OL i Paris i 1924 vandt Niels Hansen Ditlev Larsen bronze i frit gevær over 600 meter.

Danskere med fem OL-medaljer

I alt har kun fire danskere vundet fem medaljer ved OL. De tre øvrige er:

  • Skytten Lars Jørgen Madsen, der vandt to guldmedaljer, en af sølv og to af bronze fra 1900 til 1920.
  • Roeren Eskild Ebbesen, der som en del af letvægtsfireren vandt tre guld- og to bronzemedaljer fra 1996 til 2012.
  • Lasse Norman Leth, der i banecykling har vundet to guldmedaljer, en af sølv og to af bronze fra 2012 til 2021.

Niels Hansen Ditlev Larsen deltog ved flere verdensmesterskaber, men det lykkedes ham ikke at vinde en VM-medalje.

Familie

I 1916 blev han gift med Hans Christian Schultz' datter, Ellen Kristine Laura Schultz, derefter Larsen (1893-1985). De fik en søn, Uffe Schultz Larsen (1921-2005), som også fik stor succes som skytte. Han vandt VM-sølv i gevær over 50 meter liggende i 1952 og deltog fire gange ved OL, men uden at vinde medaljer. Han var ingeniøruddannet og var i mange år ansat som teknisk direktør ved geværfabrikken i Otterup.

Fra geværfabrik til kulturhus

Da Hans Christian Schultz døde i 1937, kørte Niels Hansen Ditlev Larsen våbenfabrikken videre alene. Den lukkede i 1994, hvor Niels Hansen Ditlev Larsens barnebarn, Eskild Schultz Larsen, var medejer, og dele af den blev købt og flyttet til Rask Mølle lidt uden for Horsens. I 2009 fik den selvejende institution Otterup Geværfabrik kunst og kultur overdraget den gamle fabriksbygning af Nordfyns Kommune.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig