Neuchâtel

Neuchâtel, (tysk Neuenburg), kanton og by i det nordvestlige Schweiz.

Kantonen Neuchâtel

Kantonen strækker sig fra den fransk-schweiziske grænse i Jurabjergene til SØ for Lac de Neuchâtel; 803 km2, 173.200 indb. (2011), overvejende fransktalende. Landskabet i kantonen præges af bjergregionens SV-NØ-løbende kæder med flere toppe over 1400 m og dale i 1000 m højde, hvoraf den største er Val de Travers; omkring søen er der sletteland. Metal-, ur-, smykke-, elektronik-, chokolade-, tobaks-, træ- og papirindustri findes i bjergregionen, kvæg- og vinavl på sletten.

Neuchâtel var som grevskab underlagt forskellige herskere i middelalderen. Reformationen blev gennemført i 1530 under indflydelse af Calvin. 1504-1694 tilhørte området greverne af Orléans-Longueville. Neuchâtel var 1694-1848 formelt en del af Preussen, men blev i 1814 optaget som kanton i Det Schweiziske Edsforbund. I 1848 gjorde indbyggerne oprør, og en republikansk forfatning blev indført. Efter en mislykket modrevolution i 1856 opgav Preussen året efter alle krav på Neuchâtel.

Byen Neuchâtel

Byen, som tillige er kantonens hovedstad (33.400 indb., 2011), ligger ved vestbredden af søen og har bl.a. smykke- og elektronikindustri. Et universitet (1909) samt flere højere læreanstalter og museer findes i byen, hvor et slot (opr. fra 1100-t., ombygget i 1600-t.) og en romansk-gotisk kirke (påbegyndt 1180, indviet 1276) dominerer billedet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig