Nazaret

Artikelstart

Nazaret, hebr. Natzerat, by i det nordlige Israel 29 km SØ for Haifa; 210.900 indb. i byområdet (2009). Byen blev erobret af israelerne i Den Første Arabisk-israelske Krig (1948-49), men den palæstinensiske befolkning blev boende, og byen rummer i dag et af Israels største arabiske bykvarterer og er et vigtigt vækstcenter for industri og handel. I 1957 anlagdes en jødisk bosættelse, Nazaret Illit, som nu er vokset sammen med selve Nazaret. I byen ligger berømte kristne kirker, bl.a. den store romersk-katolske Bebudelseskirke, indviet 1966. Siden 2000 har der været nogle spændinger mellem muslimer og kristne pga. planer om opførelse af en moské umiddelbart ved siden af Bebudelseskirken. Byen har siden slutningen af 1990'erne lidt økonomisk pga. manglende indtægter fra turisme.

Nazaret, der ligger i det sydlige af Galilæas bjergland, er Jesu hjemby. Den er ikke omtalt i GT og var på Jesu tid ubetydelig, overskygget af det nærliggende Sepforis. Som kristent helligsted forbindes Nazaret med Marias bebudelse (Luk. 1,26-38).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig