Thisted Museum 2023
Thisted Museum åbnede i 2023 nye udstillinger i nyrenoverede bygninger.
Thisted Museum 2023
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

Museum Thy er et lokalhistorisk museum med hovedsæde i Thisted. Det belyser kulturhistorien inden for den nuværende Thisted Kommune, som langt overvejende er lig med landsdelen Thy.

Museets opgaver

Museet er statsanerkendt. Det vil sige, at det modtager offentlig støtte og til gengæld løser en række opgaver i henhold til museumsloven. Opgaverne omfatter indsamling, registrering og bevaring af genstande samt forskning og formidling inden for museets ansvarsområde. Ud over Thisted Kommune har museet også det arkæologiske ansvar for Morsø Kommune og fører tilsyn med fredede fortidsminder i begge disse samt Skive Kommune.

Udstillingssteder

Museet har seks udstillingssteder med et samlet besøgsstal på knap 90.000 (2023).

Thisted Museum

Kallerup-fundet
Kallerup-fundet udstillet på det nye Thisted Museum med en animeret rekonstruktion af dets mulige rituelle brug. Fundet er udlånt af Nationalmuseet.
Kallerup-fundet
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

På museets hovedafdeling i hjertet af Thisted formidles områdets lange historie, fra stenalderens flintminer over vikingetidens runesten og købstadens udvikling til Thylejren og Cold Hawaii. Blandt de mest betydelige genstande er Kallerup-fundet, en ceremoniel pragtøkse med tilbehør fra bronzealderen.

Bunkermuseum Hanstholm

Bunkermuseum Hanstholm
Bunkermuseum Hanstholm. Fra luften ses museumsbygningen, kanonbrønden og i baggrunden 38 cm-kanonen.
Bunkermuseum Hanstholm
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

Bunkermuseet i havnebyen Hanstholm på kanten af Nationalpark Thy er bygget op om ét af Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. Verdenskrig, en del af den tyske Atlantvold. Fra den moderne udstillingsbygning fra 2002 er der adgang til selve bunkeranlægget, der står med delvis bevaret inventar.

Heltborg Museum

I landsbyen Heltborg i Sydthy ligger en utraditionel kombination af lokalhistorisk museum og kunstmuseum. Indenfor findes både en landbrugsudstilling og en række lokale kunstnere med maleren Jens Søndergaard i spidsen. Uden for museet er opført en rekonstrueret jernaldergård, som blandt andet bruges til skoletilbud.

Vorupør Museum

I et tidligere bådebyggeri i fiskerlejet Nørre Vorupør formidles historien om den kystkultur, som har præget området igennem århundreder. Fiskeri og redningsvæsen er omdrejningspunkterne.

Fiskerhuset Agger

I Agger i det sydvestligste hjørne af Thy råder museet over et fredet fiskerhus fra 1749. Med sit udskud mod vest og det tidssvarende interiør formidles datidens byggeskik og levevis. Huset har oprindeligt ligget længere vestpå, men er blevet flyttet, da havet åd sig ind på kystlinjen.

Skjoldborgs Hus

I forfatteren Johan Skjoldborgs barndomshjem i Øsløs formidles historien om skomagersønnen, der blev landskendt som "husmændenes digter".

Museets historie

Thisted Museum blev grundlagt i 1905 og blev det første halve århundrede ledet af skolelærer P.L. Hald. I 1917 blev museet statsanerkendt, og i 1940 flyttede man ind i den villa ved byens centrale torv, som skulle blive museets hjem de næste 80 år.

I årenes løb er museet knopskudt, og flere afdelinger er kommet til. Ved kommunalreformen i 1970 overtog man driften af Skjoldborgs Hus (museum fra 1961). Samtidig skiftede man navn til Museet for Thy og Vester Hanherred for at signalere, at man var hele landsdelens museum og ikke kun den gamle købstads.

I 1979 oprettedes Bunkermuseet, som dog i 1995 blev selvstændigt under navnet Museumscenter Hanstholm. I årene 1980-1993 drev man et skolemuseum i Vestervig. Heltborg Museum åbnede i 1991 og Vorupør Museum i 2000. Endelig erhvervede man i 2005 det fredede fiskerhus i Agger.

I 2014 skiftede museet navn til det mere mundrette Museum Thy. Siden en fusion i 2018 har Bunkermuseet igen været en del af familien, og i 2023 kunne man i Thisted åbne nye udstillinger i bygninger lige ved siden af det gamle museum.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig