Messerschmitt Bf 109.
Det ikoniske jagerfly Messerschmitt Bf 109 G-2, her i Helsinki lufthavn i juni 1943.

Messerschmitt er en tysk flyproducent grundlagt i 1923 af den tyske ingeniør Wilhelm Emil (Willy) Messerschmitt. Især produktionen af militærfly gjorde navnet kendt, da jagerflyet Bf 109 så dagens lys i 1934 og derefter blev bygget i næsten 34.000 eksemplarer frem til 1945.

Blandt andre Messerschmitt-fly var det tomotors jagerfly Me 110 og Me 262 Schwalbe/Sturmvogel og Me 163 Komet. De to sidste var et kæmpe teknologisk spring frem, idet de var verdens første operative hhv. jet- og raketdrevne jagere.

Messerschmitt har været deltager i de fælleseuropæiske Tornado- og Eurofighter-jagerfly-projekter såvel som i andre luft- og rumfartsindustriprojekter.

Produktion af Messerschmitt-flyene

For at beskytte produktionen mod allierede luftangreb blev bl.a. Me 262 fremstillet i et stort underjordisk tunnelanlæg nær koncentrationslejren Gusen II i Østrig – der også leverede arbejdskraften – mens flyets vinger blev produceret i en tidligere motorvejstunnel nær Stuttgart.

Flyproduktionen blev standset efter afslutningen af 2. Verdenskrig.

Omstilling af produktionen

Messerschmitt KR200 fra 1958.
Den trehjulede Messerschmitt KR200 fra 1958 på Shanghai Auto Museum i 2016.

Da Tyskland frem til 1955 ikke måtte producere krigsmateriel, omstillede Messerschmidt i 1950'erne sin produktion til bl.a. små trehjulede kabinescootere. I 1960'erne genoptog firmaet imidlertid konstruktionen af fly og byggede bl.a. på licens jagerfly af typerne Lockheed F-104 Starfighter og Fiat G-91 til det i 1955 genoprettede tyske Luftwaffe.

Messerschmitt-Bölkow-Blohm

I 1968-1969 dannedes virksomheden Messerschmitt-Bölkow-Blohm GmbH, som fra 1989 blev en del af Deutsche Aerospace. Dette selskab blev fra 1995 til 1998 videreført under navnet Daimler-Benz Aerospace (DASA) og hed herefter fra 1998 til 2000 Daimler-Chrysler Aerospace, inden det ved en fusion blev omdøbt til EADS.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig