Mejeribrugets ForskningsFond er en ikke-erhvervsdrivende fond, der administreres af Landbrug & Fødevarer og Mejeriforeningen.

Fokusområder og vision

Fonden tager initiativ til og koordinerer grundlagsskabende mejeriforskning i tæt samspil mellem mejeriindustri og universiteter, hospitaler og godkendte teknologiske servicevirksomheder. Fondens fokusområder er Sundhed og ernæring, Teknologi og Fødevaresikkerhed.

Mejeribrugets ForskningsFonds vision er et videnbaseret og bæredygtigt dansk mejerierhverv, der fortsat er internationalt førende inden for sunde og sikre produkter. Mejeribrugets ForskningsFond ønsker at medvirke til sikre denne position ved at støtte prækompetitiv forskning som grundlag for innovation i mejerivirksomhederne. Forskningen udføres primært på videninstitutionerne.

Over 200 projekter

Med de midler, offentlige bevillingshavere og parterne selv har skudt ind i projekterne, er der investeret tæt på en milliard kr. som risikovillig kapital til mejeriforskning siden oprettelsen af fonden i 1990. Mejeribrugets ForskningsFond har i samme periode iværksat over 225 forskningsprojekter. Projekterne finansieres hovedsageligt via fondsmidler fra enten Mælkeafgiftsfonden eller Mejerirationaliseringsfonden med indtil 50 procent af det tilskudsberettigede beløb.

Projekterne har i gennemsnit to uddannelsesstillinger tilknyttet hvert projekt, og den forskningsbaserede uddannelse er med til at sikre højtkvalificerede medarbejdere med en relevant ph.d.-grad til mejeribruget.

Forskningsresultaterne fra projekterne publiceres i internationale videnskabelige tidsskrifter. Viden fra projekterne formidles ligeledes til industri og det omkringliggende samfund via populærvidenskabelige artikler blandt andet i Mælkeritidende, på fondens hjemmeside, og i offentligt tilgængelige slutrapporter.

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig