Faktaboks

Lyngby Kirke
Sogn
Lyngby Sogn
Provsti
Hjørring Søndre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune
Lyngby Kirke - Hjørring Kommune
Lyngby Kirke er opført i 1913. Den består af et kor, et skib og et våbenhus. Over vestenden af skibet er der et lille spir, en såkaldt tagrytter. Kirken er dekoreret med trappeformede kamtakker på gavlene, og på våbenhuset er der blændinger (murnicher).
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Lyngby Kirke ligner til forveksling en middelalderkirke, men er reelt opført i 1913. Dette skyldes en kreativ løsning på, at havet var ved at æde kirkegården og kirken op: Man valgte helt enkelt at flytte kirken ind i landet. En lignende historie udspillede sig seks kilometer mod nord, hvor den nedstyrtningstruede Mårup Kirke i 1926 blev erstattet af Lønstrup Kirke længere inde i landet.

Kirkebygning

Den nuværende kirke, som ligger cirka 1,5 kilometer sydøst for den forriges placering, er opført i 1913 efter tegning af arkitekten C.F. Harboe. Kirken, som er bygget i genbrugte kvadre fra den forrige kirke og suppleret med mursten, består af et kor (forbeholdt præsten) og et skib (menighedens rum), et våbenhus mod syd og over vestenden af skibet et lille spir, en såkaldt tagrytter. Kirken er hvidkalket, bortset fra koret, hvor kvadrene er synlige. Taget er belagt med røde teglsten, tagrytteren med kobber.

Kirken

Selvom kirken er bygget i middelalderlige materialer og som en efterligning af middelalderkirker, har den ikke mange fællestræk med den i 1913 nedrevne kirke, som var en ganske enkel, udekoreret bygning med kor og skib. På skibet og våbenhuset er der således rigt dekorerede gavle med trappeformede kamtakker. På våbenhuset er der blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Kirkens indre

Indvendigt fremstår kirken som et enkelt, hvidkalket rum med mørke bjælkelofter, som er farveafstemt med inventaret.

Inventar i Lyngby Kirke

Lyngby Kirke - Hjørring Kommune
Døbefonten er det ældste inventarstykke i kirken. Den er fra ca. 1175-1225 og er overført fra den gamle kirke.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Inventaret i Lyngby Kirke er primært fra opførelsestiden med enkelte ældre dele.

Døbefonten

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit, som er overført fra den gamle kirke. Den slanke døbefont er udsmykket med runde buer med forskellige motiver samt ganske sjældent ordet ”Gud” skrevet med runer.

Alteret

Alteret er dekoreret med en fresko fra 1914 i en muret ramme i selve murværket. Freskoen forestiller kvinderne ved graven, en historie der kendes fra Lukasevangeliet.

Selve alterbordet er af hvidkalkede mursten, mens kirkens øvrige inventar er i mørkt træ.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig