Det italienske cykelløb Lombardiet Rundt er det sidste af cykelsæsonens fem monumenter. De fire andre er Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liège-Bastogne-Liège. Det køres i regionen Lombardiet i bjergrigt terræn. Den mest kendte stigning på ruten er Madonna Del Ghisallo.

Faktaboks

Også kendt som

Il Lombardia; Giro di Lombardia; Tour of Lombardy

Løbet kaldes også for De faldne blades løb, da det i princippet er en markering af afslutningen af den europæiske landevejssæson. Den 118. udgave af løbet køres den 12. oktober 2024.

Historie

Lombardiet Rundt blev kørt første gang i 1905. Som så mange andre store cykelløb stod en avis bag løbet. Armando Cougnet (1880-1959), der var cykelsportsredaktør ved den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport, regnes som idemanden bag Lombardiet Rundt.

Vindere af Lombardiet Rundt

Flest sejre i løbet har de italienske legender Fausto Coppi med fem sejre og Alfredo Binda (1902-1986) med fire sejre.

Danskerne i Lombardiet Rundt

Jakob Fuglsang har som den eneste dansker vundet Lombardiet Rundt. Det gjorde han i 2020 efter solokørsel i finalen. I alt har seks danskere kørt i top-10 i det italienske monument. Rolf Sørensen har gjort det tre gange og blev blandt andet nr. fire i 1995. Bjarne Riis blev nr. syv i 1994, Jesper Skibby blev nr. seks i 1993, Bo Hamburger nr. otte i 1992 og Jørgen V. Pedersen (f. 1959) nr. otte i 1984.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig