Flandern Rundt (Ronde van Vlaanderen) er Belgiens største cykelløb og et af cykelsportens fem monumenter. De fire andre er Milano-Sanremo, Paris-Roubaix, Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Løbet køres i marts/april og er en kæmpe folkefest i det cykelgale Flandern.

Flandern Rundt er cykelsæsonens andet monument og sammen med Paris-Roubaix det største cykelløb i brostenssæsonen. 107. udgave af Flandern Rundt løb af stablen den 31. marts 2024.

Historie

Første udgave af Flandern Rundt blev kørt i 1913. Ideen blev skabt af den flamske sportsjournalist Karel van Wijnendaele (1882-1961), der arbejdede på avisen Sportwereld. Der blev ikke kørt under Første Verdenskrig, men til gengæld under Anden Verdenskrig. Det skyldtes, at den tyske besættelsesmagt havde sympati for flamlænderne, da disse var undertrykt af de fransktalende valloner. Frem til 1949, hvor italieneren Fiorenzo Magni (1920-2012) vandt, var der kun belgiske vindere, bortset fra schweizeren Heiri Suters (1899-1978) sejr i 1923.

Karakteristika

Ruten til Flandern Rundt ændres fra år til år. Men karakteristisk for Flandern Rundt er de små stejle, ofte brostensbelagte stigninger, der kaldes for hellinger. De mest berømte er Oude Kwaremont, Paterberg og Koppenberg, hvor der altid står tilskuere i lange rækker, og stemningen er høj.

Flest sejre i Flandern Rundt

Johan Museeuw (f. 1965), Fabian Cancellara, Tom Boonen, Erik Leman (f. 1946), Achiel Buysse (1918-1984) Fiorenzo Magni (1920-2012) samt Mathieu Van der Poel deler rekorden for antal sejre i løbet. Tre gange har de vundet hver. Flest top-10-placeringer har Briek Schotte (1919-2004) med ti af slagsen.

Danskere i Flandern Rundt

To danskere har vundet løbet. Rolf Sørensen vandt i 1997 og Kasper Asgreen i 2021. Elleve danskere har kørt i top-10 i Flandern Rundt. Nr. elleve på denne liste blev Mikkel Bjerg med en fjerdeplads i 2024. Nr. ti i rækken blev Kasper Asgreen med andenpladsen i 2019. De øvrige er Ole Ritter, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, Lars Michaelsen (f. 1969), Frank Høj (f. 1973), Allan Johansen (f. 1971), Matti Breschel, Mads Pedersen og Michael Valgren.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig